Historien
om
"Internationale"

- verdens mest kendte sang

af Carl Heinrich Petersen

Det var i sommeren 1888 - altså for godt 75 år siden - at melodien til den internationale arbejderbevægelses berømte kampsang "Internationale" blev komponeret af en jævn arbejder Pierre Degeyter i den nordfranske industriby Lille. Det var en lørdag aften, nemlig den 16. juni 1888, at arbejdersangkoret ved navn "Arbejdernes Lyre" holdt prøve i Lille, og lige før man gik hver til sit, stak en af deltagerne Gustave Delory en lille digtsamling i hænderne på Pierre Degeyter med ordene "Jeg har her nogle vers af den nylig afdøde Eugène Pottier. Kik engang på dem, måske finder du noget passende. Vi har overhovedet ingen revolutionssang, og du har evnerne til a skrive én".

Straks da Degeyter var kommet hjem i sit beskedne kælderværelse, tog han den lille bog op af lommen, slog op i den, og hans øjne faldt da på et digt, der hed "Internationale". Det syntes han vældigt godt om, men bladede alligevel bogen igennem for at få et indtryk af de øvrige digte. Bogen hed "Chants Revolutionnaires" (Revolutionssange), var på 236 sider og indeholdt 95 digte af vekslende, men gennemgående høj kvalitet. "Bedst syntes jeg om Internationale", sagde Degeyter 40 år senere, da han blev interviewet af tidsskriftet "Musik og Revolution" i Moskva. "Det syntes mig egnet for korsang, men noget mindre som folkesang, da det bestod af 7 vers."

Degeyter, der var søn af en tekstilarbejder, var født i 1848 - revolutionernes og Det kommunistiske manifests år - og han arbejdede som modellør, d. v. s. drejer, på et jernstøberi i Lille for 75 år siden. Han var endnu ungkarl hin nat mellem 16. og 17. juni 1888, idet han først blev gift året efter. Han var kendt som et ivrigt medlem af det franske marxistiske arbejderparti, der blev ledet af Jules Guesde og Marx' svigersøn Lafargue, og som netop havde sin væsentligste tilslutning blandt arbejderne i Nordfrankrig. Han deltog i den fransk-tyske krig 1870-71, og det fortælles, at han lige derefter forsøgte at snige sig ind det revolutionære Paris, men kort før målet blev fanget af Versailles-tropperne, der lå i ring omkring byen.

Efter at have læst Pottiers revolutionsdigte igennem satte Degeyter sig så sent lørdag aften den 16. juni 1888 ved sit brøstfældige harmonium (d.v.s. et lille orgel), og besjælet af den vældige kraft i Internationales tekst skabte han den berømte melodi på en nat. Hidtil havde den musikalske arbejder i sin fritid bare komponeret nogle meget jævne folkemelodier, men som revolutionær arbejder var han blevet så inspireret af den storslåede og helt igennem revolutionære tekst, at han for en gangs skyld præsterede det helt geniale!

Allerede den følgende mandag (den 18. juni) blev den nye melodi sunget offentligt. Det gik således til: Ved fyraften fulgtes tre formere fra Degeyters arbejdsplads med ham, og på vejen hjemefter spurgte de nysgerrigt, om han vel havde fundet noget i hæftet, der kunne bruges i deres fælles sangforening? Degeyter svarede ja, og for at gøre kammeraterne en tjeneste viste han dem først noderne og gik derpå med dem ind på et lille proletarværtshus "Liberté" (Frihed) i Rue de la Vignette og sang her selv Internationale for de forsamlede arbejdere. Under så beskedne - og man kan tilføje så tilsyneladende tilfældige former, fødtes den sang, der mere end nogen anden skulle blive kendt jorden over og knyttet sammen med nogle af de vigtigste begivenheder i den kommende tids verdenshistorie i sin egenskab af klassekampens og revolutionens sang.

De følgende fire aftener indøvede "Arbejdernes Lyre" den nye sang, og lørdag aften den 23. juni sang koret den ved en stor fest, der afholdtes til ære for arbejderpartiets bladsælgere i Lille. Sangen blev en drønende succes hos det tilstedeværende arbejderpublikum, og hertil bidrog nok ikke mindst den lille ændring, Pierre Degeyter havde foretaget med teksten. Som nævnt var denne oprindelig på 7 vers, men det ene af dem var bare på 4 linier, og det er dem, vi nu kender som omkvædet.

De stod i Pottiers tekst som indledning og som afslutning på hele digtet, men Degeyter satte disse 4 linjer under hvert af de øvrige 6 vers og komponerede så melodien, så disse linjer blev omkvædet, der gentages efter hvert vers. - Således handler en arbejderkomponist bare i et øjeblik af genial inspiration!

Sangen, som sejrede

Den store begejstring, hvormed Internationale blev modtaget på festen for bladsælgerne i arbejderpartiet i Lille den 23. juni 1858, gav partiledelsen i byen blod på tanden, så den straks efter besluttede at lade sangen trykke som et flyveblad med det forholdsvis store oplag på 6.000. Tekstens forfatter Eugène Pottier kunne man uden risiko sætte derpå med sit fulde navn, da han jo var død året før; men for ikke at udsætte komponisten for myndighedernes forfølgelser eller for at blive afskediget (fabrikanterne kaldes jo for tyve i teksten!) strøg man hans fornavn og delte hans efternavn, så der som komponist kom til at stå "De Geyter". At en sådan forsigtighed ikke var helt ubegrundet, viste sig ved udsendelsen af andet oplag af sangen. Det kostede nemlig den ansvarlige herfor, en lærer ved navn Armand Gosselin, 1 års fængsel straks efter udgivelsen heraf i 1894. Han blev dømt for opfordring til militær ulydighed på grund af det hidtil på dansk ukendte 5. vers, der indeholder en opfordring til at vende våbnene den rigtige vej i tilfælde af krig, nemlig mod sine egne officerer i stedet for mod kammeraterne i andre landes hære, altså den revolutionære antimilitarismes klassiske program og parole.

En gennemgang af det politiske indhold i teksten vil i øvrigt her føre alt for vidt. Heldigvis er den også klar og umiddelbart forståelig for enhver med bare et mindstemål af kendskab til den revolutionære socialisme, der som en bogstavelig talt rød tråd går gennem hele teksten! Det skal derfor kun påpeges, at første linje i tredje vers "Vi knuges under stat og love" helt dækker både marxisternes og anarkisternes opfattelse af den borgerlige stat, og at talen om forholdet mellem pligt og ret i samme vers direkte er taget fra 1. Internationales berømte principerklæring (Inauguraladressen) ligesom ordene i andet vers: "Nej, selv til kampen vi os rejser", der er identiske med Marx' berømte: "Arbejderklassens frigørelse må blive dens eget værk". Og de to sidste linjer i første vers: "Snart verdens grundvold sig forrykker, fra intet da vi bliver alt", svarer til meningen i slutningen af Det kommunistiske manifest: "Proletarerne har kun deres lænker at miste. De har en verden at vinde"!
Sangen er altså 1. Internationales program på vers og bærer således med rette navnet "Internationale".

I årene mellem 1858-1896 erobrede Internationale sig en blivende plads som den mest yndede sang i hjerterne på hele det klassebevidste nordfranske proletariat, og i forbindelse med den socialistiske partikongres for hele landet i Lille i 1896 fik sangen sit afgørende nationale gennembrud og begyndte sin internationale sejrsgang ud over verden. Det gik således til:

I anledning af den umiddelbart forestående kongres i London inden for den socialistiske anden Internationale, der var oprettet i 1889, fik den franske kongres i Lille besøg af en række af den internationale socialismes største navne, bl.a. Wilhelm Liebknecht fra Tyskland og Victor Adler fra Østrig, som på vejen til London gjorde et kortere ophold i Lille. Byens arbejderavis opfordrede sine læsere til at møde op ved banegården og modtage de udenlandske kammerater for således offentligt at demonstrere arbejderklassens internationale solidaritet og kravet om fred. 20.000 arbejdere mødte da også frem, og med musik og de udenlandske kammerater i spidsen satte et mægtigt demonstrationstog sig i bevægelse fra banegårdspladsen i retning mod kongresbygningen. Det var den 23. juli 1896 kl. 9 om aftenen - men det var ikke alle i Lille, der ville fred og internationalt samarbejde. I borgerlige og småborgerlige kredse i Frankrig var hadet til tyskerne stadig stærkt efter nederlaget i den fransk-tyske krig og annekteringen og germaniseringen af Elsass-Lothringen, og parolen "Hævn for Sedan!" var populær i vide befolkningsdele. Arbejdernes tog var da heller ikke kommet ret langt hin aften i Lille, før det blev mødt af betydelige moddemonstrationer af nationalister og klerikale, der skreg "Leve Frankrig" og "Ned med Preussen!", og under afsyngelsen af Marseillaisen gik moddemonstranterne, hvorimellem befandt sig mange katolske studenter, til angreb på arbejderne. Det kom til stormende tumulter, men da arbejdernes musikkorps stemte i med Internationale, så sang Lille-arbejderne med, kvalte dermed Marseillaisen og slog de reaktionære voldsmænd på flugt. Således fik Internationale ilddåben, og både de udenlandske gæster og de delegerede fra andre franske egne tog sejrssangen med sig hjem og virkede for dens udbredelse.

Officiel anerkendelse, verdenstriumf - og misbrug

Igennem det meste af 90-erne bestod der ikke mindre end 5 socialistiske arbejderpartier i Frankrig, men arbejdernes trang til enhed, som på det faglige felt fandt sit udtryk i syndikalismen, gjorde sig også gældende på det politiske område, hvor en året før nedsat fælleskomité‚ fik skabt så meget samling, at man kunne indkalde til en stor kongres i Paris fra 3.-8. december 1899 med deltagelse af alle 5 retninger. Den er gået over i historien under navnet "Den første almindelige kongres af Frankrigs socialistiske organisationer", og den blev i øvrigt præget af voldsomme debatter om "ministersocialismen", fordi socialisten Millerand ½ år før var gået ind i en regering, der også talte Pariser-kommunens bøddel general Gallifet som medlem. Dette stridsspørgsmal førte to år senere til sprængning af den nyoprettede enhed (denne gang dog kun i to partier!); men selv om det allerede knagede i 1899, så holdt det dog den gang, og enhedskongressen dette år fik en særlig betydning for sangen Internationale. Da dirigenten den sidste mødeaften ved 10-tiden vil til at slutte kongressen, rejser alle guesdister sig og sender en af deres delegerede fra Lille, en mand ved navn Henri Ghesquière, op på tribunen, samtidig med, at de råber "Internationale! Internationale!"

I kongresprotokollen med de stenografiske referater læses følgende om afslutningen: "Fanerne bliver taget fra væggene, og med udfoldede bannere træder fanebærerne frem i forgrunden af tribunen. Borger Ghesquière går op på tribunen og synger for til Internationale. Hele salen synger begejstret med".

Fra da af har Internationale været den franske socialistiske arbejderbevægelses officielle hymne, og dens sejrstog over den ganske klode tog for alvor fart efter denne første fælleskongres af de franske socialister i december 1899.

I de følgende år blev Internationale oversat til det ene sprog efter det andet. - I 1902 oversatte Menander den til svensk, og samme år kom den til Rusland, hvor den cirkulerede illegalt, og da matroserne på panserkrydseren "Potemkin" gjorde mytteri under den første russiske revolution i 1905, sang de Internationale. Til Danmark kom sangen med de svenske ungsocialister omkring 1904, og den slog omgående an hos de danske ungsocialister, som lærte den af deres svenske kammerater. Til en fest arrangeret af Socialistisk Ungdoms Forening i København i efteråret 1906 i Stjernekroen på Tingvej på Amager havde den da kendte ungsocialist Lycinka Hansen lavet en dansk oversættelse fra den svenske tekst, men da hun havde fulgt det svenske forbillede lovlig slavisk, fik denne første danske tekst ingen større udbredelse. I den sangbog, som Socialistisk Ungdoms Forbund udgav i 19ø8, findes derfor også kun den svenske tekst til Internationale. - En udmærket dansk oversættelse og gendigtning skabt af Hans Laursen i samarbejde med en franskkyndig student G. E. Riemann blev publiceret i Social-Demokratens julenummer i 1911; men mærkeligt nok har de ikke deri medtaget det antimilitaristiske femte vers. Det har jeg derfor oversat og indsat det på sin plads i sangen, der slutter denne udsendelse, således at Internationales fulde tekst hermed for første gang offentliggøres på dansk.

Til den internationale socialistkongres i København i 1910 skrev A. C. Meyer på Internationales melodi en smuk, lyrisk og stemningsbevæget tekst på tre vers, der dog intet har med originalteksten at gøre, og som er uden ideologisk og politisk indhold - udover en helt almindelig bekendelse til freden i andet vers. I de følgende 25 år blev Meyers Internationale "Flyv højt vor sang på stærke vinger" Det danske Socialdemokratis officielle hymne, men efter 1934 er den i nogen grad fortrængt af Oskar Hansens "Danmark for Folket".

I dag findes Internationale oversat til alle skriftsprog jorden over, og den er uden sammenligning den mest kendte melodi i verden. Den er blevet sunget ved utallige møder og demonstrationer, fester og kongresser, i hjem og på arbejdspladser i alle lande, den har gjaldet i trods ud fra fængselsceller og foran henrettelsespelotoner, og den har lydt dæmpet ved begravelse af gode kammerater. På 1. maj har den i reglen været en selvfølge, men frem for alt har den været den åbne klassekamps og revolutionens sang. Den lød under flådeoprørene i Kiel og i Sortehavet, under den russiske revolution og i den bayerske rådsrepublik, og da den internationale brigade holdt sit indtog i Madrid i de kritiske novemberdage i 1936, sang den Internationale. Her i Danmark har den mest været anvendt af de radikale og revolutionære elementer, af syndikalister, venstresocialister og kommunister, men også i stor udstrækning i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, navnlig i storbyerne. Der er en særlig stemning knyttet til den, især når den synges på flere sprog samtidigt, og det er reglen, at man blotter hovedet og står op under dens toner.

Men Internationale er også blevet misbrugt. Efter den russiske oktoberrevolution blev sangen gjort til nationalhymne i Sovjetunionen, og jo mere intolerant og nationalistisk regimet derovre blev, des grovere var misbruget af den gamle revolutionære frihedssang. Da den stalinistiske kontrarevolution havde nået et højdepunkt, blev Internationale erstattet med en anden statshymne, nemlig en ren nationalistisk fædrelandssang i de sædvanlige svulstige og forløjede vendinger. Det skete i 1943, og det var der en vis logik i, men desværre beholdt man Internationale som partisang og som en slags mindre fornem nationalsang.

Hvad stalinisternes udnyttelse af Internationale kan føre til, kan jeg give et slående eksempel på: En gammel tysk kammerat, der for 8 år siden vendte tilbage til Berlin efter 17 års ophold i København, fortalte mig for nylig, at venner og bekendte i Vestberlin, hvor han bor, flere gange har tysset på ham, når han sang Internationale, og forklarede ham, at det kunne medføre ubehageligheder, fordi man så måtte tro, han var kommunist, altså Ulbricht-tilhænger. Dem kan man ikke lide dernede, hvilket er forståeligt - og de synger den sang. Ved dette misbrug har de stalinistiske undertrykkere altså også kompromitteret Internationale sammen med de øvrige værdier i socialismen over for vide kredse.
(Min kommentar: Ja, hvad siger man til den? Carls trotskisme fornægter sig ikke?)

Internationales fødsel et fantastisk mirakel

Som før nævnt skabtes Internationales fængende melodi nærmest på en ret tilfældig måde, og der var noget halvt eventyrligt ved, at den ellers kunstnerisk meget jævne amatørkomponist Pierre Degeyter en søvnløs nat i sin fattige kælderstue pludselig overgår sig selv og laver verdens mest kendte melodi. Men tekstens fødsel er endnu mere eventyrlig; den er nemlig et fuldstændigt mirakel!

I Arbejdersangbogen står der under Internationale: "Eugène Pottier: 'Opbruddets sang', senere kaldet 'Internationale', sunget første gang 26.3. 1871 på Bastillepladsen i Paris, da kommunens råd var valgt". Bortset fra forfatterens navn, så er resten af disse linjer forkert, og Arbejdersangbogen opgiver også en forkert komponist til melodien, nemlig Adolphe de Geyter, men disse fejl er meget karakteristiske for det ukendskab, der til for nylig har været reglen angående denne, verdens mest udbredte sang.

Når det i dag er muligt at rette disse fejl og fortælle den virkelige historie om Internationale, så skyldes det først og fremmest en tjekkisk skribent František Gel, som i 1954 udsendte en bog om Internationales og Marseillaisens historie på tysk på Artia forlaget i Prag. Bogen hedder "Internationale und Marseillaise" med undertitlen "Lieder, die Geschichte machten" (Sange, der skabte historie). Af dens 344 sider handler de 242 om Internationale, men en uforholdsmæssig stor del af dem består dog af kommunistisk historieskrivning og propaganda, så det kræver en vis udholdenhed og tålmodighed at fiske oplysningerne om sangen og dens forfatter og komponist op af denne rigelige fyldekalk.

Vi har dog også her i Danmark haft en ekspert i Internationale og dens historie, nemlig den alt for tidligt afdøde typograf Hans J. Pedersen, der i fagbladet "Stof og Saks" for juli 1955 har en ret stor artikel "Melodien, der gik sin sejrsgang". Den handler mest om komponisten og hans mangeårige kamp for at blive anerkendt som melodiens skaber. Desværre opgiver Hans Pedersen ingen kilder i denne artikel, men det ser ud til, han mest har brugt Gel. Enkelte uoverensstemmelser med dennes oplysninger viser dog, at Hans Pedersen også har kendt andre kilder. - Min egen hovedkilde har været Gel, men jeg har også nydt godt af den koncentrerede artikel om Pierre Degeyter i Stof og Saks.

Eugène Pottier fødtes den 4. oktober 1816 i Paris, og bortset fra de 9 flygtningeår 1871-80 som følge af sin meget aktive deltagelse i Pariser-kommunen i foråret 1871, så boede han al sin tid i Paris. 1871-73 var han i England, 1873-80 i USA. Han døde 6. november 1887, 6.000 parisiske arbejdere fulgte ham til graven, hvor tre af hans gamle venner og medkæmpere fra kommunens dage talte over ham, nemlig "den røde jomfru" Louise Michel, Marx' svigersøn Charles Longuet og Edouard Vaillant, føreren for de revolutionære socialister af blanquistisk retning. Pottier ligger begravet på den berømte kirkegård Père Lachaise, hvor der hviler så mange af kommunens forsvarere, som her udkæmpede den sidste forsvarskamp under den blodige uge 21.-28. maj 1871.

I 1966 kan vi fejre 150-årsdagen for Pottiers fødsel, og det vil da være rimeligt at give en mere udførlig skildring af hans liv og virke. Her skal derfor kun nævnes, at han deltog aktivt i revolutionære og socialistiske bevægelser lige fra sin grønne ungdom, han var medlem af 1. Internationale og af Pariser-kommunens råd, og han skrev en lang række sociale og politiske agitationsdigte, heriblandt Internationale. Det er lavet i juni 1871, mens Pottier levede illegalt i Paris umiddelbart efter kommunens fald og under den værste kontrarevolutionære terror, som formentlig nogen storbys arbejderklasse nogen sinde har oplevet i hele den moderne arbejderbevægelses historie. Under de 72 dage, kommunen bestod, havde den et tab på ca. 20.000 dræbte og sårede, og ved massenedskydningerne efter dens fald mistede ca. 30.000 mennesker livet. Af 40.000 arresterede idømtes ca. 10.000 deportation eller hårde fængselsstraffe. Pottier deltog i slutkampene og så sine nærmeste venner falde omkring sig, men slap ved et mirakel fra det med livet. Det lykkedes ham også at holde sig skjult nogle uger i Paris og derefter at flygte til Belgien, hvilket var et nyt mirakel. Hele hans verden var brudt sammen for ham, og mens han gemte sig i Paris, måtte han hvert øjeblik vente at blive afhentet og skudt ned omgående. Masseangiverierne nåede ifølge flere samstemmende kilder det fantastiske tal af 399.000, næsten ingen turde huse de forfulgte, og adskillige blev skudt på falske angivelser fra personlige fjender.

At Pottier i denne situation kunne skrive Internationale med dens kraftfulde indhold, klart revolutionære program og optimistiske og urokkelige tro på proletariatets sejr er aldeles ubegribeligt. Det forbliver et mysterium, at han havde nerver og sjælsstyrke til det. Internationales fødsel står som et helt ufatteligt mirakel oven på en serie af mirakler med tilknytning til personen Eugène Pottier i forsommeren 1871. Han har været gjort af et usædvanligt stof.

Så vidt man kan se, har Pottier aldrig selv været fuldt klar over værdien og betydningen af sit værk Internationale, for i et brev til Marx' svigersøn Paul Lafargue, dateret "Paris, 29. maj 1884", og hvori han hovedsageligt fortæller om sin digtning, nævner han overhovedet ikke Internationale. Melodien til den blev først lavet 7 måneder efter Pottiers død, og Internationale er vist heller aldrig blevet trykt i hans levetid. Digtsamlingen "Chants Revolutionnaires" udkom først lige efter forfatterens død.

Den dårlige kammerat og den falske bror

I eventyret om Internationale indgår også et kriminaldrama i form af en 18-årig retssag om ophavsretten til melodien. Dennes komponist forlader Lille og slår sig ned i Paris omkring århundredskiftet ifølge Gel, men noget tidligere ifølge Hans Pedersen. Efter at Pierre Degeyter er flyttet til Paris, ønsker et tidligere medlem af Pariser-kommunens råd Jean-Baptiste Clément, som driver en lille boghandel og et beskedent socialistisk forlag i Paris, at udsende en ny udgave af den nu meget populære Internationale. Han har intet besvær med at få lov til at bruge teksten af Pottiers efterladte, men hvordan sikre sig ret til at aftrykke melodien? Da han ikke kender komponisten, skriver Clément til trykkeriet i Lille, der tidligere havde trykt Internationale, men det henviste ham til Gustave Delory, på hvis opfordring Degeyter i 1888 komponerede melodien.

Clément skriver til Delory, der i mellemtiden er blevet borgmester i Lille, men får intet svar. Endnu et brev forbliver ubesvaret, men efter modtagelsen af et tredje brev fra Clément svarer Delory, at han har fået overladt ejendomsretten til melodien fra dennes komponist, en arbejder ved navn Adolpe Degeyter. Denne er bror til Pierre, den virkelige komponist, og er i øvrigt ansat ved kommunen i Lille og står således i et vist afhængighedsforhold til Delory. Ved en mærkelig skæbnens tilskikkelse har Adolphe Degeyter dagen før, Clément sender sit tredje brev, skriftligt overladt Delory alle rettigheder til melodien - og denne vil nu ikke give Clément lov til at aftrykke den! Det er i 1901, at denne brevveksling m. m. finder sted, og på en ny udgave kort efter anfører Delory nu Adolphe Degeyter som Internationales komponist.

Mens dette foregår ligger den rigtige komponist alvorligt syg, og det er muligt, at dette har givet Delory den opfattelse, at Pierre Degeyter ligger for døden, så man uden risiko kan stjæle komponistrettigheden fra ham. Det er også tænkeligt, at den strygning, man foretog af forsigtighedsgrunde af hans fornavn på den første udgave, kan have hjulpet Delory til fidusen med at udnytte broderen med det samme efternavn til forfalskningen. Gel oplyser, at Delory før Pierre Degeyters afrejse fra Lille var blevet alvorligt politisk uenig med denne, idet Pierre angreb Delory for moderation, herunder sympati for "ministersocialismen". Endelig kan en vis lokalpatriotisme måske have spillet ind: Delory hævdede i hvert fald over for Clément, at han - altså Delory - ønskede at bevare Internationale for arbejdertrykkeriet i Lille. Adolphe Degeyter var politisk indifferent og synes helt at have været et uselvstændigt redskab for sin overordnede borgmesteren.

Først et par år efter fik Pierre nys om det frække nummer, hans bror og Delory har lavet med ham, skriver til sidstnævnte og forlanger nedsat en æresret - men Delory svarer som sædvanlig ikke. Da så Pierre Degeyter sig nødsaget til at gå til domstolene med sin anklage mod de to svindlere, og dermed begynder en retssag, som kom til at vare i 18 år.

Det kan undertiden være svært for en fattig mand at få ret over for en af samfundets mægtige ved en domstol; "vor ret kan ingen steder gro," står der jo i Internationale, og det måtte også Pierre Degeyter sande. Delory, der tillige var deputeret, altså rigsdagsmand, mødte op med en masse vidner, og domstolen afslog et forslag fra Pierres sagfører om, at man skulle lade begge brødrene lave en komposition og derefter lade dem bedømme af en musiklærer og en orkesterleder, der tillige skulle eksaminere brødrene. (Adolphe havde aldrig komponeret noget!) I 1914 afviste domstolen sagen, og alt tyder på, at Pierre aldrig ville have fået sin ret, hvis ikke hans falske bror havde fået samvittighedsnag og i et brev af 27. april 1915 havde tilstået falskneriet. Kort efter begik han selvmord, men Pierre fik på grund af tyskernes besættelse af Lille under første verdenskrig ikke brevet med tilståelsen i hænde før i 1918. Og først i 1922 afgav appelretten en kendelse om, at Pierre Degeyter var komponist til Internationale.

I sine fire sidste leveår 1928-32 modtog Pierre Degeyter en ærespension fra den kommunistiske Internationale. Han døde den 26. september 1932. 50.000 arbejdere fulgte ham til graven, deriblandt de sidste veteraner fra Pariser-kommunen, hvis fane blev sænket over kisten. Og da denne blev båret ud af arbejdsbørsen, d.v.s. fællesorganisationens hus i Paris-forstaden Saint-Denis, hvor Pierre Degeyter boede sine sidste år, lød Internationales toner til ære for dens skaber.

Internationale

Rejs jer fordømte her på jorden,
rejs dig, du sultens slavehær!
I rettens krater buldrer torden,
nu er det sidste udbrud nær!
Bryd kun fortids møre mur i stykker,
slaveskare, der er kaldt;
snart verdens grundvold sig forrykker,
fra intet da vi bliver alt!

Vågn til kamp af jer dvale
til den allersidste dyst;
og Internationale
slår bro fra kyst til kyst.

Ej nogen mægtig gud og kejser
og folkehøvding står os bi.
Nej, selv til kampen vi os rejser,
vor folkeret forlanger vi.
For at knuse tyvene, vi føder,
for at fri vor bundne ånd
vi puste vil til essens gløder
og smede med en senet hånd.

Vågn til kamp af jer dvale ....

Vi knuges under stat og love,
vi flås af skattens skarpe klo.
Og pligtfri kan den rige sove,
vor ret kan ingen steder gro.
Lad os kaste åget af vor nakke!
Lighed fordrer: pligt for ret!
Med pligterne vi tog til takke,
nu tager vi vor løn for det.

Vågn til kamp af jer dvale ....

Ved ofringen til Mammons ære
har guldets konger aldrig haft
et andet mål end det: at tære
på proletarens arbejdskraft.
Denne bande ved vor slid og plage
til en mægtig rigdom kom;
og når vi fordrer den tilbage,
forlanger vi vor ejendom.

Vågn til kamp af jer dvale ....

Med krigsbegejstring de os fylder,
de konger, før vi skal i slag.
Men voldens herrer væk vi skyller
på masse-mytteriets dag.
Bær da strejke-ånden ind i hæren!
Og på næste krigs signal
vi siger nej til "helte"-æren
og skyder hærens general!

Vågn til kamp af jer dvale ....

Arbejdere i stad, på landet,
en gang skal verden blive vor.
Den dovne snylter skal forbandet
forjages fra den rige jord.
Mange gribbe på vort blod sig mætter;
lad os jage dem på flugt.
Vor kamp en herlig tid forjætter,
hvor solen altid stråler smukt.

Vågn til kamp af jer dvale
til den allersidste dyst;
og Internationale
slår bro fra kyst til kyst.

Dansk gendigtning ved Hans Laursen (5. vers dog ved Carl Heinrich Petersen).

Til toppen af siden