Bidrag til kritikken af den politiske økonomi

Forord

af Karl Marx (1859)

Offentliggjort i Marx' skrift "Til kritikken af den politiske økonomi", Berlin 1859. Efter teksten i udgaven af 1859.

På dansk i Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bind 1, s. 351-58, Forlaget Tiden, København 1973; samt i Karl Marx: Skrifter i udvalg. Indledning fra Grundrids, s. 11-16, Rhodos, København 1974.

Jeg betragter den borgerlige økonomis system i denne rækkefølge: kapital, jordbesiddelse, lønarbejde; stat, udenrigshandel, verdensmarked. I de tre første rubrikker undersøger jeg de økonomiske livsbetingelser for de tre store klasser, som det moderne borgerlige samfund falder i; de tre andre rubrikkers sammenhæng er iøjnefaldende. Første bogs første afdeling, der handler om kapitalen, består af følgende kapitler: 1. varen; 2. pengene, eller den simple cirkulation; 3. kapitalen i almindelighed. De to første kapitler udgør indholdet af nærværende hæfte. Hele materialet ligger foran mig i form af monografier, der er blevet nedskrevet i perioder med lange mellemrum, ikke for at blive trykt, men for at klare min egen forståelse; en sammenhængende bearbejdelse af dem efter den angivne plan vil afhænge af ydre omstændigheder.

En almindelig indledning, som jeg havde gjort udkast til, udelader jeg, fordi enhver forudgriben af resultater, der først skal bevises, ved nærmere eftertanke synes mig at virke forstyrrende, og fordi den læser, der overhovedet vil følge mig, må beslutte sig til at stige opad fra enkelthederne til det almene. Nogle antydninger af gangen i mine egne politisk-økonomiske studier kunne derimod være på deres plads her.

Mit fagstudium var jura, som jeg imidlertid kun dyrkede som en underordnet disciplin ved siden af filosofi og historie. I 1842/43, da jeg var redaktør af "Rheinische Zeitung", kom jeg første gang i den forlegenhed at skulle tale med om såkaldte materielle interesser. Forhandlingerne i den rhinske landdag om brændetyveri og udstykning af godser, den officielle polemik, som hr. von Schaper, dengang overpræsident i Rhinprovinsen, åbnede mod "Rheinische Zeitung" [1] om moselbøndernes forhold, og endelig debatter om frihandel og toldbeskyttelse, var de første anledninger til min beskæftigelse med økonomiske spørgsmål. På den anden side kunne man på den tid, da den gode vilje til "at gå videre" hyppigt opvejede sagkundskaben, høre et svagt filosofisk farvet ekko af den franske socialisme og kommunisme i "Rheinische Zeitung". Jeg udtalte mig mod dette dilettanteri, men tilstod også samtidig i en kontrovers med "Allgemeine Augsburger Zeitung" [2] rent ud, at mine hidtidige studier ikke tillod mig selv at vove nogen som helst dom over de franske retningers indhold. Jeg benyttede tværtimod med begærlighed den illusion, "Rheinische Zeitung"s udgivere nærede - idet de troede at kunne omstøde den dødsdom, der var fældet over bladet, ved at lade det indtage en svagere holdning - til at trække mig tilbage fra den offentlige arena til studereværelset.

Det første arbejde, jeg foretog for at løse de tvivl, der stormede ind på mig, var en kritisk revision af Hegels retsfilosofi, et arbejde, hvortil indledningen udkom i "Deutsch-Französische Jahrbücher", [3] der blev udgivet i Paris i 1844. Min undersøgelse mundede ud i, at hverken retsforhold eller statsformer kan forstås udfra sig selv eller udfra menneskeåndens såkaldte almindelige udvikling, men at de tværtimod har deres rod i de materielle livsvilkår, som Hegel efter englændernes og franskmændenes eksempel i det 18. århundrede sammenfatter under navnet "det borgerlige samfund", og at det borgerlige samfunds anatomi må søges i den politiske økonomi. Studiet af økonomien, som jeg påbegyndte i Paris, fortsatte jeg i Brüssel, hvorhen jeg var flyttet som følge af hr. Guizots udvisningsordre. Det almindelige resultat, som jeg kom til, og som, da det først var vundet, tjente som ledetråd i mine studier, kan kort formuleres således: I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning. Når man betragter sådanne omvæltninger, må man stadig skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som kan konstateres med naturvidenskabelig nøjagtighed, og på den anden side de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den. Lige så lidt som man bedømmer et menneske efter, hvad det mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en sådan omvæltningsperiode udfra dens egen bevidsthed, men må tværtimod forklare denne bevidsthed udfra modsigelserne i det materielle liv, udfra den forhåndenværende konflikt mellem samfundets produktivkræfter og produktionsforhold. En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere til, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i det mindste er i færd med at skabes.

I store omrids kan man betegne den asiatiske, den antikke, den feudale og den moderne borgerlige produktionsmåde som progressive epoker i den økonomiske samfundsformation. De borgerlige produktionsforhold er den sidste antagonistiske form for den samfundsmæssige produktionsproces, antagonistisk ikke i betydning af individuel antagonisme, men af en antagonisme, der vokser frem af individernes sociale livsbetingelser; de produktivkræfter, som udvikler sig i det borgerlige samfunds skød, skaber imidlertid tillige de materielle betingelser for løsningen af denne antagonisme. Med denne samfundsformation ender derfor det menneskelige samfunds forhistorie.

Friedrich Engels, med hvem jeg har vedligeholdt en regelmæssig skriftlig tankeudveksling, siden hans geniale udkast til en kritik af de økonomiske kategorier fremkom (i "Deutsch-Französische Jahrbücher"), var ad anden vej (jfr. hans bog "De arbejdende klassers stilling i England") nået til det samme resultat som jeg, og da han i foråret 1845 ligeledes slog sig ned i Brüssel, besluttede vi i fællesskab at udarbejde vore anskuelser i modsætning til den tyske filosofis ideologiske anskuelser og faktisk at afregne med vor tidligere filosofiske samvittighed. Dette forsæt blev udført i form af en kritik af den efterhegelske filosofi. Manuskriptet, to solide oktavbind, var forlængst nået frem til forlaget i Westfalen, da vi fik meddelelse om, at forandrede omstændigheder ikke tillod, at det blev trykt. Vi overlod så meget hellere manuskriptet til musenes gnavende kritik, som vi havde opnået vort hovedformål - at klare vor egen opfattelse. Af de spredte arbejder, i hvilke vi dengang i den ene eller den anden retning fremlagde vore anskuelser for publikum, nævner jeg kun "Det kommunistiske manifest", som Engels og jeg skrev i fællesskab, og en "Afhandling om frihandelen", som jeg offentliggjorde. De afgørende punkter i vor anskuelse blev første gang antydet videnskabeligt, omend polemisk, i mit skrift: "Filosofiens elendighed", der blev udgivet i i847 og var rettet mod Proudhon. Trykningen af en afhandling på tysk om "Lønarbejdet", i hvilken jeg samlede de foredrag, jeg havde holdt om dette emne i Den tyske arbejderforening i Brüssel, blev afbrudt af Februarrevolutionen og min voldelige fjernelse fra Belgien, der var en følge af denne revolution.

Udgivelsen af "Neue Rheinische Zeitung" i 1848 og 1849 og de begivenheder, der fulgte senere, afbrød mine økonomiske studier, som jeg først kunne genoptage i London 185o. Det uhyre materiale til den politiske økonomis historie, der er ophobet i British Museum, det gunstige udgangspunkt, som London er for iagttagelsen af det borgerlige samfund, og endelig det nye udviklingsstadium, som dette samfund syntes at træde ind i med opdagelsen af det kaliforniske og australske guld, fik mig til igen at begynde helt forfra og til kritisk at arbejde mig igennem det nye materiale. Disse studier førte tildels af sig selv til discipliner, der tilsyneladende lå ganske afsides, og som jeg måtte opholde mig ved i kortere eller længere tid. Men navnlig blev den tid, der stod til min rådighed, indskrænket, fordi det var en bydende nødvendighed for mig at tjene til udkommet. Mit nu otteårige medarbejderskab ved den ledende engelsk-amerikanske avis, "New York Tribune" [4] nødvendiggjorde en overordentlig splittethed i studierne, da jeg kun undtagelsesvis giver mig af med egentlig aviskorrespondance. Imidlertid udgjorde artikler om bemærkelsesværdige økonomiske begivenheder i England og på kontinentet en så betydelig del af mine bidrag, at jeg var nødt til at gøre mig fortrolig med praktiske detaljer, der ligger udenfor den egentlige politisk-økonomiske videnskabs område.

Dette rids af gangen i mine studier på den politiske økonomis område skal kun bevise, at mine anskuelser, hvordan man end man måtte bedømme dem, og hvor lidt de end stemmer overens med den herskende klasses interessebetonede fordomme, er et resultat af samvittighedsfuld og langvarig forskning. Ved indgangen til videnskaben må der imidlertid, ligesom ved indgangen til helvede, stilles dette krav:

Qui si convien lasciare ogni sospetto
Ogni viltà convien che qui sia morta. [5]

London, i januar 1859.

Karl Marx.

Noter

1. "Rheinische Zeitung" - radikalt dagblad, udkom 1842/43 i Köln; fra 15. oktober til 18. marts 1843 blev bladet redigeret af Marx. - Red.

2. Marx hentyder til sin artikel "Kommunismen og Augsburger Allgemeine Zeitung". Se Marx-Engels Gesamtausgabe, Erste Abteilung, Bd. I, Frankfurt a. M. 1927, S. 260-65. - Red.

3. "Deutsch-Französische Jahrbücher" - organ for revolutionær og kommunistisk propaganda, udgivet af Marx 1844 i Paris. - Red.

4. "New York Daily Tribune" - demokratisk dagblad, udkom fra 1841 til 1924 i New York; fra 1851 til 1862 var Marx medarbejder. - Red.

5. "Al mistro må du rykke op med rode, / Al frygt må være død i disse dale." (Fra Dante: "Den guddommelige komedie") - Red.