Marx', Engels', Lenins og Stalins teori er universelt anvendelig.
Vi bør betragte den ikke som et dogme, men som en vejledning til handling. At studere den er ikke blot et spørgsmål om at lære termer og udtryk,  men at lære marxismen-leninismen som videnskaben om revolution.
Det er ikke blot et spørgsmål om at forstå de almene love, som Marx,  Engels, Lenin og Stalin udledte af deres omfattende studium af det virkelige liv og af revolutionær erfaring, men at studere deres standpunkt og metode ved anskuelsen og løsningen af problemer.

 Mao Tsetung (1938)

Følgende er taget fra "Marxismen Leninismen Mao Tsetung Tænkningen - en introduktion" udgivet af Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister, marts 1972.
Teksten er lettere tilrettet...

Længe før Marx og Engels udviklede deres teorier havde der eksisteret socialistiske idéer.
Størst betydning for eftertiden fik de ideer som udvikledes af de utopiske socialister Fourier, Saint-Simon og Owen. Disse utopister gjorde sig forestillinger om et socialistisk samfund, men mente at man kunne skabe et sådant samfund ikke ved revolution, men gennem oplysningsvirksomhed og appeller til den herskende klasses "fornuft", eller ved at lave "mønstereksperimenter", der viste vejen frem. De socialistiske teorier var på fødselsstadiet. Man var ikke nået frem til en samlet verdensopfattelse - man var ikke nået frem til at udvikle en videnskab om samfundsudviklingen. Forudsætningen for at Karl Marx og Friedrich Engels fra 1840’erne og fremefter kunne udvikle den marxistiske teori, var kapitalismens sejr, først i Storbritannien og i løbet af det 19. århundredes første halvdel i resten af Vesteuropa og Nordamerika, og den dermed forbundne voldsomme udvikling af produktivkræfter og den videnskabelige erkendelse.

De to klasser som kapitalismen frembragte bourgeoisiet (borgerskabet) og proletariatet (lønarbejderklassen) havde fælles interesser i at komme af med de gamle, dekadente feudale samfundsforhold. Men det var også det eneste de kunne være enige om. Så snart de feudale samfundsformationer (1) var blevet styrtet, blev modsætningerne mellem kapitalister og lønarbejdere de dominerende. Det var modsætninger som havde eksisteret hele tiden i forholdet mellem kapitalister og lønarbejdere.

I denne situation og under indtryk af århundredets afgørende videnskabelige landvindinger inden for fysikken, kemien og biologien, samt i et opgør med den borgerlige filosofi og økonomiske tænkning, skabte Marx og Engels deres banebrydende værker.

Deres teori var dialektisk og materialistisk. Dialektisk idet de erkendte verden og vore forestillinger om den som værende i en stadig udvikling og forandring, og så alle foreteelser i deres sammenhæng og gensidige afhængighed og betingethed. Den marxistiske dialektiks mest grundlæggende lov er loven om modsætningernes kamp og enhed. Det vil sige at alle foreteelser er opbygget at modsætninger, som på den ene side betinger hinanden, men som samtidig også udelukker hinanden. Da alting som nævnt befinder sig i en stadig udvikling og forandring, vil modsætningernes enhed (balance) være relativ og midlertidig, medens kampen er absolut og permanent og derfor vil slå igennem. Ud af denne helt almene og fundamentale lovmæssighed kan der udledes to andre grundlæggende dialektiske love:

A) loven om kvantitative forandringers overgang i kvalitative, og
B) loven om negationens negation.

Den første af disse love indebærer at udviklingen ikke blot sker gennem kvantitative (mængdemæssige), men også gennem kvalitative forandringer (forandringer til en grundlæggende forskellig tilstand og fremkomst af nye egenskaber). Kvantitetens overgang til kvalitet forårsages af modsætningernes kamp. Bortset fra specielle situationer, hvor der kan optræde en midlertidig ligevægt, er den ene side i en modsigelse den dominerende, medens den anden er underordnet den første. Men i løbet ar udviklingen forskydes styrkeforholdet således at den hidtil underordnede side bliver den dominerende. Dermed er der opstået en kvalitativt ny tilstand.

Loven om negationens negation betyder simpelthen at udviklingen til nye tilstandsformer er uden ende. Ophobningen af kvantitative forandringer og disses overslag i en ny kvalitet standser aldrig; den nye kvalitet er en negation (fornægtelse, tilintetgørelse) af en gammel kvalitet, denne nye kvalitet negeres atter at en ny kvalitativ forandring. (2)

I kampen mellem modsætninger er det tingenes og fænomenernes indre modsigelser der er de afgørende i udviklingen. Udviklingen bliver naturligvis uafladeligt påvirket at ydre forhold, men disse kan højst fremskynde eller sinke en proces og give den en bestemt form.

Materialistisk idet de fastslog bevidsthedens og tænkningens afhængighed at den objektivt eksisterende virkelighed, materien. Den omgivende verden, den objektive virkelighed, universet, eksisterer uafhængigt at vor bevidsthed og forud for os. Praksis viser, at verden kan erkendes og forklares. I hvor høj grad vi rent faktisk er i stand til at forstå og forklare vor omverden, afhænger at hvor udviklede vore erkendelsesmuligheder er og i hvilken udstrækning vi er i stand til at udnytte disse.

Sammenfattet i en enkelt sætning er den dialektiske materialisme videnskaben om naturens, samfundets og tænkningens mest almene bevægelses- og udviklingslove.

fortsættes... Historisk Materialisme

1)

En samfundsformation består af samfundets produktivkræfter, samfundets basis samt samfundets overbygning. Samfundets produktivkræfter er samfundets fond af arbejdskraft, teknisk og faglig kunnen og produktionsmidler (dvs. arbejdsredskaber, rå- og hjælpestoffer og jord). Samfundets basis er produktionsforholdene (dvs. menneskenes indbyrdes forhold i produktionsprocessen). Samfundets overbygning er de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske, filosofiske ideer og institutioner og ideologiske former. Produktivkræfter og produktionsforhold kaldes tilsammen produktionsmåden. Til ethvert samfund svarer én bestemt produktionsmåde.

2)

Som eksempel på negationens negation kan anføres følgende Marx citat:
"Den kapitalistiske tilegnelsesmåde, der er fremgået af den kapitalistiske produktionsmåde, altså den kapitalistiske privatejendom, er den første negation er den individuelle privatejendom, som hviler på eget arbejde. Men den kapitalistiske produktion frembringer med en naturproces' nødvendighed sin egen negation. Det er negationens negation. Denne genopretter ikke privatejendommen, men nok den individuelle ejendom på grundlag af den kapitalistiske tidsalders resultater:
kooperationen kooperation og fælleseje af jord og at de produktionsmidler, der frembragt gennem arbejdet selv. ... I det første tilfælde drejede det sig om nogle få usurpatorers ekspropriering af folkets masse, her drejer det sig om folkemassens ekspropriering at nogle få usurpatorer."

Karl Marx: Den kapitalistiske akkumulations tendens. Uddrag af 24. kap. af "Kapitalen"s første bind, Karl Marx og F. Engels udvalgte skrifter, s. 453 bd. 1.

Teser om Feuerbach

af Karl Marx (1845)

Indledning til "Naturens dialektik"

af Friedrich Engels (1875/76)

Marxismens tre kilder og tre bestanddele

Vladimir Lenin (1913)

Om modsigelse

Mao Tsetung (1937)

Om dialektisk og historisk materialisme

af J.V. Stalin (1938)

Til toppen af siden