Fremmedgjort arbejde

(Fra "Økonomisk-Filosofiske Manuskripter")

af Karl Marx (1844)

Fra tidsskriftet Tiden - Verden Rundt, nr. 2 1965, s. 54-63. Oversætter: Ukendt.

Vi er gået ud fra nationaløkonomiens forudsætninger. Vi har accepteret dens sprog og dens love. Vi forudsætter privatejendommen, adskillelsen af arbejde, kapital og jord og af løn, kapitalprofit og jordrente - ligesom arbejdsdelingen, konkurrence, begrebet bytteværdi osv. Ud fra nationaløkonomien selv har vi, med dens egne ord, vist, at arbejderen synker ned til at blive en vare og til den mest elendige vare; at arbejderens elendiggørelse står i omvendt forhold til kraften i og størrelsen af hans produktion; at det nødvendige resultat af konkurrencen er akkumulation af kapital på få hænder og derfor genindførelse at monopoler i en mere skrækkelig form; at forskellen mellem kapitalist og jordbesidder ligesom mellem arbejdende landbruger og fabriksarbejder til sidst forsvinder, og at samfundet må opdeles i to klasser - ejendomsbesiddere og besiddelsesløse arbejdere.

Nationaløkonomien går ud fra den private ejendom som en kendsgerning. Den forklarer os den ikke. Den opfatter den materielle proces, som den private ejendom faktisk gennemløber, i generelle abstrakte former, og disse former tages så for love. Den begriber ikke disse love - dvs. den efterviser ikke, hvordan de opstår af hele den private ejendoms natur. Nationaløkonomien oplyser os intet om grunden til delingen mellem arbejde og kapital, mellem kapital og jord. Når den for eksempel definerer forholdet mellem løn og profit, tager den kapitalisternes interesser som oprindelig årsag; dvs. den forudsætter, hvad den skulle forklare. På lignende måde med konkurrencen. Den forklarer man ved ydre omstændigheder. I hvilken udstrækning disse ydre og tilsyneladende tilfældige omstændigheder kun er udtryk for en nødvendig udvikling, lærer nationaløkonomien os intet om. Vi har set, hvordan selv byttehandel forekommer den at være et tilfældigt faktum. De eneste hjul, som nationaløkonomien sætter i bevægelse, er havesygen og krigen mellem de havesyge - konkurrencen.

Netop fordi nationaløkonomien ikke fatter forbindelsen i denne bevægelse, var det muligt igen at stille for eksempel læren om konkurrencen i modsætning til læren om monopolet, læren om erhvervsfriheden i modsætning til læren om korporationen, læren om udstykning af jordbesiddelsen i modsætning til læren om stordrift - thi konkurrence, erhvervsfrihed og udstykning af jordejendom blev kun forklaret og forstået som tilfældige, tilsigtede og voldelige konsekvenser af monopolet, korporationen og feudalejendommen og ikke som deres nødvendige, uundgåelige og naturlige konsekvens.

Nu må vi derfor forstå, hvad der er den væsentlige sammenhæng mellem privatejendommen, havesygen og adskillelsen af arbejde, kapital og jordejendom; mellem byttehandel og konkurrence osv. - forbindelsen mellem hele denne fremmedgørelse og pengesystemet.

Lad os ikke hensætte os til en opdigtet urtilstand, som nationaløkonomen gør, når han prøver at forklare. En sådan urtilstand forklarer intet. Han skubber blot spørgsmålet bort i en fjern, grå tåge. Han forudsætter i en kendsgernings eller en begivenheds form det, som han skal udlede, nemlig det nødvendige forhold mellem to ting - mellem for eksempel arbejdsdelingen og byttehandelen. Teologien forklarer på samme måde oprindelsen af det onde ved syndefaldet; dvs. den forudsætter som en kendsgerning, i historisk form, hvad den skulle forklare.

Vi går ud fra en nationaløkonomisk eksisterende kendsgerning.

Arbejderen bliver mere fattig, des mere rigdom han producerer, des mere hans produktion tiltager i magt og omfang. Arbejderen bliver des billigere som vare, jo flere varer han skaber. Med værdistigningen af tingenes verden tiltager værdifaldet af menneskets verden i direkte forhold. Arbejdet producerer ikke alene varer; det producerer sig selv og arbejderen som en vare og gør det i samme forhold, hvori det overhovedet producerer varer.

Denne kendsgerning udtrykker simpelt hen: den genstand som arbejdet producerer - arbejdsproduktet - modstiller sig det som et fremmed væsen, som en af producenten uafhængig magt. Arbejdets produkt er det arbejde, der fæstner sig i en genstand, som er blevet en ting - det er arbejdets objektivering. Arbejdets realisering er dets objektivering. Under de forhold, som behandles af nationaløkonomien, fremtræder denne realisering af arbejdet som et tab af realitet for arbejderen; objektiveringen som tab og trældom for objektet; tilegnelsen som fremmedgørelsen, som afhændelse (Entäusserung).

Så stærkt fremtræder arbejdets realisering som tab af virkelighed, at arbejderen uvirkeliggøres helt til sultedøden. Så stærkt optræder objektiveringen som tab af objektet, at arbejderen frarøves de mest nødvendige objekter - ikke alene til sit liv, men til sit arbejde. Ja, arbejdet selv bliver til en genstand, som han kun kan skaffe sig med den største anstrengelse og med de mest uregelmæssige afbrydelser. Så stærkt fremtræder tilegnelsen af objektet som fremmedgørelse, at jo flere objekter, arbejderen producerer, des færre kan han besidde, og des mere kommer han under sit produkts, kapitalens herredømme.

Alle disse konsekvenser indeholdes i konstateringen af, at arbejderen forholder sig til produktet af sit arbejde som til en fremmed genstand. For ud fra denne forudsætning er det klart, at jo mere arbejderen giver af sig selv, des mere magtfuld bliver den fremmede tingenes verden, som han skaber i modsætning til sig selv; des mere fattig bliver han selv - hans indre verden, des mindre har han som sit eget. Det er det samme inden for religionen. Jo mere mennesket lægger over i Gud, des mindre beholder det i sig selv. Arbejderen lægger sit liv i genstanden, men nu tilhører hans liv ikke længere ham selv, men genstanden. Følgelig bliver arbejderens tab af genstand større, jo større denne aktivitet er. Det, som hans arbejdsprodukt er, er ikke ham. Jo større derfor dette produkt er, des mindre er han selv. Afhændelsen af arbejderen i hans produkt betyder ikke alene, at hans arbejde bliver en genstand, en ydre eksistens, men at det eksisterer uden for ham som noget uafhængigt af ham og fremmed for ham, og stiller sig som en selvstændig magt over for ham. Det betyder, at det liv, han har tilført genstanden, træder op over for ham som noget fjendtligt og fremmed.

Lad os nu se nærmere på arbejderens objektivering, hans produktion og på fremmedgørelsen, på tabet af objektet, af hans produkt i den.

Arbejderen kan ikke skabe noget uden naturen, uden den sanselige ydre verden. Den er det stof, hvori hans arbejde virkeliggøres, hvori det er aktivt, hvoraf og hvorved det producerer.

Men ligesom naturen tilvejebringer arbejdets livsmidler i den forstand, at arbejderen ikke kan leve uden genstand at bearbejde, så tilvejebringer den på den anden side også livsmidlerne i en snævrere forstand - nemlig midlerne til den fysiske opretholdelse af arbejderen selv.

Jo mere arbejderen således ved sit arbejde tilegner sig den ydre verden, den sanselige natur, desto mere berøver han sig selv livsmidlerne i dobbelt forstand. For det første fordi den sanselige ydre verden mere og mere ophører med at være en genstand, der hører til hans arbejde - et livsmiddel for hans arbejde; for det andet fordi den mere og mere hører op med at være levnedsmidler i umiddelbar betydning - midlet for arbejderens fysiske opretholdelse.

Dette får i denne dobbelte forstand arbejderen til at blive slave af sit objekt, for det første fordi han får et arbejdsobjekt, dvs. han får arbejde, for det andet fordi han får subsistensmidler. Altså at han for det første kan eksistere som arbejder og for det andet som fysisk subjekt. Topmålet af dette slaveri er, at det kun er som arbejder, han kan opretholde sig som fysisk subjekt, og at det kun er som fysisk subjekt, han er arbejder.

I nationaløkonomiens love udtrykkes fremmedgørelsen af arbejderen i sit objekt sådan: Jo mere arbejderen producerer, des mindre har han at forbruge; jo flere værdier han skaber, des mere værdiløs, des mere uværdig bliver han; jo mere udformet hans produkt er, des mere misformet bliver arbejderen; jo mere civiliseret hans objekt er, des mere barbarisk bliver arbejderen; jo mægtigere arbejdet bliver, jo mere afmægtig bliver arbejderen; jo mere åndssvagt hans arbejde bliver, des mere åndløs bliver arbejderen, og des mere bliver han naturens slave.

Nationaløkonomien skjuler fremmedgørelsen i arbejdets væsen ved, at den ikke betragter det direkte forhold mellem arbejderen (arbejdet) og produktionen. Ganske vist producerer arbejdet vidunderlige ting for de rige - men for arbejderen producerer det afsavn. Det producerer paladser - men rønner for arbejderne. Det producerer skønhed - men forkrøbling for arbejderen. Det erstatter arbejdet med maskiner - men sætter nogle arbejdere tilbage til en barbarisk arbejdsmåde, og gør den anden del af dem til en del af maskinen. Det producerer ånd - men det producerer idioti, kretinisme for arbejderen.

Arbejdets direkte forhold til sine produkter er arbejderens forhold til sin produktions objekt. Den besiddendes forhold til produktionsobjekterne og til produktionen selv er kun en konsekvens af dette første forhold - og bekræfter det. Vi skal betragte denne anden side af sagen senere.

Når vi derfor spørger, hvad der er det væsentlige forhold i arbejdet, spørger vi om arbejderens forhold til produktionen.

Indtil nu har vi kun betragtet én side af fremmedgørelsen - arbejderens afhændelse - nemlig arbejderens forhold til sine arbejdsprodukter. Men fremmedgørelsen viser sig ikke alene i resultatet, men også i produktionsakten, i selve den producerende virksomhed. Hvordan skulle arbejderen komme til at se produktet af sin virksomhed som noget fremmed, hvis det ikke var, fordi han i hele produktionsakten blev gjort fremmed for sig selv? Produktet er jo kun sammenfatningen af virksomheden af produktionen. Hvis altså arbejdsproduktet er noget afhændet, så må selve produktionen være virkende afhændelse, afhændelse af aktivitet, aktivitetens afhændelse. I fremmedgørelsen af arbejdsobjektet sammenfattes kun fremmedgørelsen, afhændelsen i selve arbejdsaktiviteten.

Hvori består da arbejdets afhændelse?

For det første i den kendsgerning, at arbejdet er noget uden for arbejderen, dvs. det ikke hører til hans væsentlige væsen; at han derfor i sit arbejde ikke bekræfter sig selv, men fornægter sig selv, ikke føler sig vel, men er ulykkelig, ikke udvikler nogen fri fysisk og åndelig energi, men ydmyger sit legeme og ruinerer sin ånd. Arbejderen føler sig derfor først uden for sit arbejde, når han er hos sig selv og føler sig i sit arbejde ude af sig selv. Han er hjemme, når han ikke arbejder, og når han arbejder, er han ikke hjemme. Hans arbejde er derfor ikke frivilligt, men tvunget; det er tvangsarbejde. Det er derfor ikke tilfredsstillelsen af et behov uden for ham selv. Dets fremmede karakter fremgår klart af den omstændighed, at så snart der ikke eksisterer nogen fysisk eller anden form for tvang, skyes arbejdet som en pest. Udvendiggjort arbejde, arbejde i hvilket mennesket afhænder sig selv, er et selvopofrelsens, ydmygelsens arbejde. Endelig viser arbejdets ydre karakter sig for arbejderen i, at det ikke er hans eget, men en andens, at det ikke tilhører ham, at han i det ikke tilhører sig selv, men en anden. Ligesom inden for religionen, hvor den menneskelige fantasis, den menneskelige hjernes og det menneskelige hjertes egen virksomhed indvirker på det, uafhængigt af individet, dvs. som en fremmed, guddommelig eller djævelsk virksomhed - således er arbejderens virksomhed ikke hans egen virksomhed. Den tilhører en anden; det er et tab af ham selv.

Som resultat heraf føler mennesket (arbejderen) kun sig selv frit virkende i sine dyriske funktioner - spisen, drikken, avlen børn, eller højst også i boligindretning, pynt osv.; men i sine menneskelige funktioner føler han sig kun som et dyr. Det dyriske bliver det menneskelige, og det menneskelige bliver det dyriske.

Spisen, drikken, avlen osv. er ganske vist også ægte menneskelige funktioner. Men i den abstraktion, som adskiller dem fra alle andre menneskelige aktiviteters område og gør dem til endelige og udelukkende formål i sig selv, er de dyriske.

Vi har betragtet fremmedgørelsesakten af den praktiske menneskelige virksomhed, af arbejdet fra to sider. (1) Arbejderens forhold til arbejdsproduktet som en fremmed og overmægtig genstand. Dette forhold er på samme tid forholdet til den sanselige ydre verden, til naturens genstand som til en fremmed fjendtlig modstående verden. (2) Arbejdets forhold til reproduktionsakten inden for arbejdsprocessen. Dette forhold er arbejderens forhold til sin egen aktivitet som til en fremmed aktivitet, der ikke tilhører ham; det er aktivitet som lidelse, kraft som afmagt, avling som kastration, arbejderens egen fysiske og åndelige energi, hans personlige liv - for hvad er livet andet end aktivitet - som en aktivitet der er vendt imod ham, er uafhængig af ham, ikke tilhører ham. Her har vi selv­fremmedgørelsen, som vi tidligere havde fremmedgørelsen af ting.

Vi må nu udlede en tredje side af det fremmedgjorte arbejde af de to allerede betragtede.

Mennesket er et artsvæsen, ikke alene fordi det i praksis og teori gør arten til sit objekt (sin egen art såvel som arten af andre ting), men - og det er kun et andet udtryk for den samme sag - også fordi det behandler sig selv som den forhåndenværende, levende art; fordi det forholder sig til sig selv som et universelt og derfor frit væsen.

Artslivet, både hos mennesker og dyr, består fysisk i den kendsgerning, at mennesket (ligesom dyret) lever af den uorganiske natur, og jo mere universelt mennesket er end dyret, des mere universelt er det område af uorganisk natur, det lever af. Ligesom planter, dyr, sten, luft, lys osv. teoretisk udgør en del af den menneskelige bevidsthed, dels som genstande for naturvidenskaben, dels som genstande for kunsten - udgør dens åndelige uorganiske natur, dens åndelige livsmidler, som den først må tilberede til nydelse og fordøjelse - således udgør de også praktisk en del af det menneskelige liv og den menneskelige aktivitet. Fysisk lever mennesket kun af disse naturprodukter, hvad enten de optræder i form af næring, opvarmning, beklædning, bolig osv. Menneskets universalitet fremtræder praktisk netop i den universalitet, som gør hele naturen til dets uorganiske legeme, idet naturen (1) er et direkte livsmiddel for det, og (2) er materien, genstand og værktøj for dets livsaktualitet. Naturen er menneskets uorganiske legeme - dvs. for så vidt den ikke selv er menneskelegeme. Mennesket lever af naturen - det betyder: naturen er dets legeme, med hvilket det må forblive i stadig vekselvirkning, hvis det ikke ønsker at dø. At menneskets fysiske og åndelige liv er knyttet til naturen betyder simpelt hen, at naturen er knyttet til sig selv, for mennesket er en del af naturen.

Idet menneskets fremmedgjorte arbejde (1) fremmedgør naturen for det og (2) fremmedgør det for sig selv, for sine egne aktive funktioner, sin livsaktivitet, således gør det fremmedgjorte arbejde også mennesket fremmed for arten. Det gør dets artsliv til et middel for det individuelle liv. Først fremmedgør det artslivet for det individuelle liv, og dernæst gør det det individuelle liv i dets abstrakte form til formålet for artslivet, ligeledes i dets abstrakte og fremmedgjorte form.

Thi for det første fremtræder arbejdet, livsaktiviteten, selve det produktive liv for mennesket slet og ret som et middel til tilfredsstillelse af et behov - behovet for at opretholde den fysiske eksistens. Men det produktive liv er netop artslivet. Det er livsfrembringende liv. Hele karakteren af en art - dens artskarakter - indeholdes i karakteren af dens livsaktivitet; og den frie bevidste aktivitet er menneskets artskarakter. Livet selv fremtræder kun som et middel til liv.

Dyret er umiddelbart ét med dets livsaktivitet. Det adskiller sig ikke fra den. Det er den. Mennesket gør selve sin livsaktivitet til genstand for sin vilje og sin bevidsthed. Det har bevidst livsaktivitet. Der er ikke noget, som det direkte smelter sammen med. Den bevidste livsaktivitet adskiller umiddelbart mennesket fra den dyriske livsaktivitet. Det er netop kun derigennem, at det er et artsvæsen. Eller det er kun, fordi det er et artsvæsen, at det er et bevidst væsen, dvs. at dets eget liv er et objekt for det. Kun på grund af dette er dets aktivitet fri aktivitet. Fremmedgjort arbejde vender dette forhold om til, at mennesket, netop fordi det er et bevidst væsen, gør sin livsaktivitet, sin arts væsen til udelukkende et middel for sin eksistens.

I skabelsen af en tingenes verden gennem sin praktiske aktivitet, ved bearbejdelsen af den uorganiske natur, viser mennesket sig som et bevidst artsvæsen, dvs. som et væsen, der forholder sig til arten som til sit eget væsen, eller det forholder sig til sig selv som til et artsvæsen. Ganske vist producerer dyr også. De bygger sig reder, boliger, som for eksempel bierne, bæverne, myrerne osv. Men et dyr producerer kun, hvad der umiddelbart er nødvendigt for det selv eller dets unger. Det producerer ensidigt, mens mennesket producerer universelt. Det producerer under trykket af umiddelbare fysiske behov, mens mennesket producerer, selv når det er fri for fysiske behov og kun producerer virkeligt i frihed herfra. Et dyr producerer kun sig selv, mens mennesket reproducerer hele naturen. Et dyrs produkt hører umiddelbart til dets fysiske legeme, mens mennesket frit stilles over for sit produkt. Et dyr former tingene i overensstemmelse med artens standard og behov, mens mennesket véd, hvordan det skal producere i overensstemmelse med standarden for alle arter, og overalt véd, hvordan det skal anlægge det iboende mål på tingen. Mennesket former derfor også i overensstemmelse med skønhedens love.

Det er netop i bearbejdelsen af den objektive verden, at mennesket derfor først reelt viser sig at være et artsvæsen. Denne produktion er dets aktive artsliv. Gennem og på grund af denne produktion fremtræder naturen som dets arbejde og dets realitet. Arbejdsobjektet er derfor objektiveringen af menneskets artsliv: mennesket gentager sig selv ikke alene i bevidstheden, intellektuelt, men også aktivt, i virkeligheden, og derfor betragter det sig selv i en verden, som det selv har skabt. Idet det fremmedgjorte arbejde løsriver mennesket fra dets produktionsobjekt, løsriver det det derfor også fra dets artsliv, dets virkelige artseksistens og forvandler sit fortrin for dyrene til den mangel, at dets uorganiske legeme, naturen, bliver det unddraget.

Ved på lignende måde at degradere selvvirksomheden, den fri aktivitet til et middel, gør det fremmedgjorte arbejde menneskets artsliv til et middel for dets fysiske eksistens.

Bevidstheden, som mennesket har om sin art, ændres derfor ved fremmedgørelsen på en sådan måde, at artslivet bliver til et middel for det.

Fremmedgjort arbejde ændrer derfor: (3) Menneskets artsvæsen, både naturen og dets åndelige artsegenskaber til et væsen fremmed for det, til et middel for dets individuelle eksistens. Det fremmedgør mennesket for dets legeme, såvel som for naturen uden for det, for dets åndelige væsen, for dets menneskelige væsen. (4) En umiddelbar konsekvens af den kendsgerning, at mennesket er fremmed for sit arbejdsprodukt, for sin livsaktivitet, for sit artsvæsen er fremmedgørelsen af mennesket fra mennesket. Når mennesket konfronteres med sig selv, konfronteres det med et andet menneske. Hvad der gælder for menneskets forhold til dets arbejde, til arbejdsproduktet og sig selv, gælder også et menneskes forhold til andre mennesker og til andre menneskers arbejde og arbejdsobjekter.

Faktisk betyder den påstand, at et menneskes artsnatur er fremmedgjort for det, at det ene menneske er fremmedgjort for det andet, såvel som hvert af dem er det over for det menneskelige væsen.

Fremmedgørelsen af mennesket og af faktisk alle de forhold, hvori mennesket står til sig selv, er først virkeliggjort og udtrykt i det forhold, mennesket står i til andre mennesker.

Følgelig vil ethvert menneske i forhold til det fremmedgjorte arbejde se på andre i overensstemmelse med den standard og den stilling, han selv befinder sig i.

Vi tog vort udgangspunkt i en nationaløkonomisk kendsgerning - fremmedgørelsen af arbejderen fra hans produktion. Vi har fastslået begrebsindholdet i denne kendsgerning: fremmedgjort, afhændet arbejde. Vi har analyseret dette begreb - altså kun analyseret en nationaløkonomisk kendsgerning.

Lad os nu videre se, hvordan begrebet fremmedgjort, afhændet arbejde må udtrykke og fremstille sig i virkeligheden.

Når arbejdsproduktet er fremmed for mig, når det stiller sig over for mig som en fremmed magt, hvem tilhører det da?

Når min egen aktivitet ikke tilhører mig, når den er en fremmed, en tvungen aktivitet, hvem tilhører den da?

Et andet væsen end mig.

Hvem er dette væsen?

Guderne? Ganske vist fremtræder den vigtigste produktion i tidligere tider (f.eks. bygningen af templer osv. i Ægypten, Indien og Mexico) som tjenester for guderne, og produktet tilhørte også guderne. Imidlertid var guderne aldrig alene arbejdets herrer. Heller ikke naturen. Og hvilken modsætning ville det ikke være, hvis mennesket, jo mere det undertvang naturen ved sit arbejde, og jo mere gudernes mirakler blev gjort overflødige ved industriens mirakler, desto mere måtte give afkald på glæden ved produktionen og nydelsen af produktet, til fordel for disse magter.

Det fremmede væsen, som arbejdet og arbejdsproduktet tilhører, for hvem arbejdet laves, og til hvis fordel arbejdsproduktet er udført, kan kun være mennesket selv.

Hvis arbejdsproduktet ikke tilhører arbejderen, hvis det stilles over for ham som en fremmed magt, kan det kun være, fordi det tilhører et andet menneske end arbejderen. Hvis arbejderens aktivitet er en plage for ham, må det være en nydelse for en anden og dennes livsglæde. Ikke guderne, ikke naturen, men kun mennesket selv kan være denne fremmede magt over mennesket.

Vi må huske den ovenfor fremsatte sætning om, at menneskets forhold til sig selv kun er objektiv og virkelig gennem dets forhold til andre mennesker. Altså, hvis dets arbejdsprodukt, dets objektiverede arbejde, for det er et fremmed, fjendtligt, magtfuldt objekt uafhængigt af det, så er dets stilling til det sådan, at en eller anden er herre over dette objekt, en eller anden som, er fremmed, fjendtlig, magtfuld og uafhængig af det. Hvis menneskets egen aktivitet er en ufri aktivitet for det, behandler det den som aktivitet udført som tjeneste, under herredømme, tvang og åg af et andet menneske.

Enhver selv­fremmedgørelse af mennesket fra sig selv og fra naturen fremtræder gennem det forhold, hvori det sætter sig selv og naturen til andre mennesker forskellige fra det selv. Af denne grund fremtræder religiøs selv­fremmedgørelse gennem lægmandens forhold til præsten, eller også, da det her drejer sig om den intellektuelle verden, til en formidler osv. I den virkelige verden, i praksis, kan selv­fremmedgørelsen kun vise sig i det virkelige, praktiske forhold til andre mennesker. Formidlingen, hvorigennem fremmedgørelsen finder sted, er i sig selv praktisk. Derfor skaber mennesket gennem fremmedgjort arbejde ikke blot sit forhold til objektet og til produktionsakten som til magter, der er fremmede og fjendtlige mod det; det skaber også det forhold, hvori andre mennesker står til dets produktion og dets produkt, og de forhold hvortil det står til disse andre mennesker. Netop sådan som det gør sin egen produktion til tabet af sin virkelighed til sin straf; netop som det gør sit eget produkt til et tab, til et produkt, der ikke tilhører det, sådan frembringer det den uproduktives herredømme over produktionen og produktet. Netop som det gør sin egen aktivitet fremmed for sig selv, således tilegner det den fremmede den aktivitet, som ikke er hans egen.

Indtil nu har vi betragtet disse forhold fra arbejderens synspunkt, og senere vil vi betragte dem også fra ikke-arbejderens synspunkt.

Gennem fremmedgjort, afhændet arbejde frembringer arbejderen altså et forhold til dette arbejde som fra et menneske, der er fremmed for arbejdet og står uden for det. Arbejderens forhold til arbejdet skaber arbejdets forhold til kapitalisten, eller hvad man nu vælger at kalde arbejdsherren. Privatejendommen er derfor produktet, resultatet, den nødvendige konsekvens af det afhændede arbejde, af det udvendiggjorte forhold mellem arbejderen og naturen og mellem arbejderen og ham selv.

Privatejendommen fremtræder således gennem analysen af begrebet afhændet arbejde, dvs. af det afhændede menneske, af fremmedgjort arbejde, af fremmedgjort liv, af fremmedgjort menneske.

Det er ganske vist fra nationaløkonomien og som resultat af privatejendommens bevægelse, at vi har fået begrebet afhændet arbejde (afhændet liv). Men ved analyse af dette begreb bliver det klart, at skønt den private ejendom kan synes at være kilden, årsagen til afhændet arbejde, er den reelt en konsekvens deraf, ligesom guderne oprindelig ikke var årsagen til, men virkningen af menneskets intellektuelle forvirring. Senere slår dette forhold om og bliver en vekselvirkning.

Kun ved det sidste kulminationspunkt i privatejendommens udvikling træder denne dens hemmelighed frem på ny, nemlig, at den på den ene side er produktet af afhændet arbejde, og på den anden side er den det middel, ved hvilket arbejdet afhænder sig selv, realisationen af denne afhændelse.

Denne forklaring kaster umiddelbart lys over forskellige hidtil uløste konflikter.

(1) Nationaløkonomien går ud fra arbejdet som produktionens egentlige sjæl; men alligevel giver den arbejdet intet, privatejendommen alt. Ud fra denne modsigelse har Proudhon konkluderet til fordel for arbejdet og imod privatejendommen. Vi forstår imidlertid, at denne åbenbare modsigelse er det fremmedgjorte arbejdes selvmodsigelse, og at nationaløkonomien kun har givet det fremmedgjorte arbejde love og udtryk.

Vi forstår derfor også, at arbejdsløn og privatejendom er identiske: hvor produktet, arbejdsobjektet, selv betaler for arbejdet, er lønnen kun en nødvendig konsekvens af arbejdets fremmedgørelse, for når det drejer sig om lønarbejdet, fremtræder arbejdet ikke som et mål i sig selv, men som en tjener for lønnen. Vi skal udvikle dette punkt senere og foreløbig udlede nogle konklusioner.

En vældig lønforhøjelse bortset fra alle andre vanskeligheder, også for at det kun ved magt ville være muligt at opretholde en sådan unormalitet, vil derfor ikke være andet end en bedre betaling af slaven og ville ikke have vundet menneskelig status og værdighed hverken for arbejderen eller for arbejdet.

Ja, selv den lighed i lønninger, som Proudhon kræver, forvandler kun den nuværende arbejders forhold til sit arbejde til alle menneskers forhold til arbejdet. Samfundet må så betragtes som en abstrakt kapitalist.

Løn er en direkte konsekvens af fremmedgjort arbejde, og fremmedgjort arbejde er en direkte årsag til privatejendommen. Med det ene må derfor også det andet falde.

(2) Af forholdet mellem fremmedgjort arbejde og privatejendommen følger yderligere, at frigørelsen af samfundet fra privatejendommen osv., fra slaveri, er i politisk form udtrykt ved arbejdernes frigørelse - at det således ikke alene drejer sig om deres frigørelse, men fordi en universel menneskelig frigørelse er indeholdt i deres frigørelse, idet helheden af menneskeligt slaveri er involveret i arbejdernes forhold til produktionen, og alle slaveriforhold kun er modifikationer og konsekvenser af dette forhold.

Ligesom vi ved analyse har fundet begrebet privatejendom af begrebet fremmedgjort, afhændet arbejde, på samme måde kan alle nationaløkonomiske kategorier udvikles ved hjælp af disse to faktorer, og vi finder igen i hver kategori - f.eks. handel, konkurrence, kapital, penge - kun et bestemt og udviklet udtryk for dette første grundlag.

Men lad os, før vi betragter disse former, prøve at løse to problemer.

(1) At bestemme privatejendommens almene væsen, som den er opstået som resultat af det fremmedgjorte arbejde, i dens forhold til sand menneskelig og samfundsmæssig ejendom.

(2) Vi har accepteret arbejdets fremmedgørelse, dets afhændelse som en kendsgerning, og vi har analyseret denne kendsgerning. Hvordan, spørger vi nu, er mennesket begyndt at afhænde, at fremmedgøre sit arbejde? Hvordan er denne fremmedgørelse forankret i den menneskelige udviklings natur? Vi har allerede taget et stort skridt på vej mod løsningen af dette problem ved at forvandle spørgsmålet om privatejendommens oprindelse til spørgsmålet om det afhændede arbejdes forhold til menneskehedens udviklingsgang. For når man taler om privatejendom, tror man at have at gøre med noget uden for mennesket. Når man taler om arbejde, så har man umiddelbart med mennesket selv at gøre. Denne nye formulering af spørgsmålet indeholder allerede dets løsning.

Nemlig (1): Privatejendommens almene væsen og dens forhold til sand menneskelig ejendom.

Det afhændede arbejde har for os opløst sig i to bestanddele, som gensidigt betinger hinanden, eller som kun er forskellige udtryk for ét og samme forhold. Tilegnelsen fremtræder som fremmedgørelse, som afhændelse, og afhændelsen fremtræder som tilegnelse, fremmedgørelsen som den sande borgerret.

Vi har betragtet på den ene side - afhændet arbejde - i forhold til arbejderen selv, dvs. afhændet arbejdes forhold til sig selv. Som produkt, det nødvendige resultat af dette forhold, har vi fundet den ikke­arbejdendes ejendoms forhold til arbejderen og til arbejdet. Privatejendommen, som det materielle, sammenfattende udtryk for det afhændede arbejde omfatter begge forhold - arbejderens forhold til arbejdet, til hans arbejdsprodukt og til ikke­arbejderen og ikke­arbejderens forhold til arbejderen og til hans arbejdsprodukt.

Efter at vi har set, at i forhold til arbejderen, som tilegner sig naturen ved hjælp af sit arbejde, fremtræder denne tilegnelse som fremmedgørelse, selvvirksomheden som virksomhed for en anden og som en andens aktivitet, den levende indsats som en ofring af liv, produktionen af objekt som tab af objektet til en fremmed magt, til et fremmed menneske - skal vi nu betragte det forhold til arbejderen, til arbejdet og dets objekt, som dette menneske, som er fremmed for arbejdet og arbejderen, står i.

Først må det bemærkes, at alt det, der for arbejderen fremtræder som en virksomhed af fremmedgørelse, afhændelse, fremtræder for ikke­arbejderen som en tilstand af fremmedgørelse, af afhændelse.

For det andet, at arbejderens virkelige, praktiske stilling i produktionen og til produktet (som en sindstilstand) fremtræder for den ikke­arbejder, som står over for det, som en teoretisk stilling.

For det tredje. Ikke­arbejderen gør alt det mod arbejderen, som arbejderen gør mod sig selv, men han gør ikke det mod sig selv, som han gør mod arbejderen. Lad os se lidt nærmere på disse tre forhold.

(Her afbrydes manuskriptet ufuldendt.)

Til toppen af siden