Den historiske materialisme er den dialektiske
materialisme anvendt på det menneskelige samfunds udvikling.
Marx og Engels slog fast at de materielle produktionsbetingelser er
grundlaget for de samfundsmæssige forhold, og at historien derfor grundlæggende er
historien om de arbejdende masser og disses handlinger. og at samfundenes udvikling er et
resultat af sammenstød mellem modsætninger.
Klassesamfundet er et produkt af produktivkræfternes udvikling.
Klassesamfundets udvikling og i sidste ende dets undergang er ligeledes grundlæggende et
produkt af produktivkræfternes udvikling. Den kraft, der i sidste instans er bestemmende
for al samfundsmæssig udvikling, udspringer af modsætningen mellem
produktivkræfterne og produktionsforholdene.
Den herskende udbytterklasses begær
efter merprodukt fremmer produktivkræfternes udvikling, men samtidig er den private
ejendomsret til produktionsmidlerne i sig selv en hæmsko for deres udvikling. Denne
modsigelse er basis for den uafladelige klassekamp, kampen mellem den magthavende
klasse og de undertrykte. I det menneskelige samfunds udvikling fra ursamfund til
kommunisme er det klassekampen der er den drivende kraft.
I ursamfundet produceredes der ikke mere end at samfundets medlemmer
lige kunne opretholde livet - der var ikke basis for at nogen kunne tilegne sig mere af
det fælles produkt end andre. Dette blev først muligt, da produktivkræfterne blev så
udviklede at samfundet kunne producere mere end det fælles eksistensminimum; derved
opstod et merprodukt, som de stærkeste kunne tilegne sig på de øvriges
bekostning. Efterhånden blev flere og flere undertvunget som slaver gennem krige og
gennem gældsforhold. Slaverne var en nødvendighed for en yderligere forøgelse af
produktet. Samfundet var hermed delt i to hovedklasser med fundamentalt modstridende
(antagonistiske) klasseinteresser - herrer og slaver, udbyttere og udbyttede.
Samfundets overbygning er betinget af hvordan samfundets basis er
indrettet. I et klassesamfund bærer enhver idé og forestilling en klasses præg - den
herskende ideologi er den herskende klasses ideologi. For at bevare sin magt opbygger den
herskende klasse et statsapparat.
Marx understreger at forholdet mellem basis og overbygning ikke
må opfattes ensidigt og mekanisk: som dialektiker erkender han, at der findes et
gensidigt og sammensat forhold mellem menneskenes samfundsmæssige væren og deres
samfundsmæssige bevidsthed. Det afgørende er at menneskenes bevidsthed i sidste instans
er afledt af de materielle betingelser.
Ud fra deres undersøgelser viste Marx og Engels at med
samfundsudviklingen vil modsigelsen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene
skærpes så meget at de sidste bliver en hindring for produktivkræfternes udvikling, med
andre ord at klassemodsætningerne bliver så stærke at den herskende klasse må styrtes
for at produktivkræfterne skal kunne udvikles videre.
For at konkretisere ovenstående vil vi se lidt nærmere på den
kapitalistiske samfundsformation.
fortsættes... Politisk Økonomi |