Lenin karakteriserede kort kapitalismen på det nye trin ved følgende fem kendetegn:

1. Koncentrationen af produktionen og kapitalen har nået et så højt udviklingstrin at den har skabt afgjorte monopoler i verdensøkonomien,

2. Bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og skabelsen af et finansoligarki på grundlag af denne finanskapital.

3. Kapitaleksporten overgår vareeksporten i betydning,

4. Der opstår internationale monopolkapitalistiske sammenslutninger som deler verden mellem sig, og

5. Jordens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stormagter er afsluttet.

Hermed var kapitalismen trådt ind i sin højeste, sin monopolkapitalistiske og imperialistiske fase.

Ovenstående karakteristik er i det væsentligste stadig korrekt. Situationen som punkt 5. henviser til er dog fuldstændig ændret. Først ændredes den ved oprettelsen af Sovjetunionen, senere ved dannelsen af en række nye nationalstater og en socialistisk lejr. I 1950’erne og 60’erne karakteriseret ved Sovjetunionens udvikling til et social-imperialistisk land, imperialismen med USA i spidsen på retræte, medens de revolutionære kræfter var voksende verden over. I 70’erne og 80’erne domineret af kampen mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen. Den 3. verdens mislykkedes forsøg på samling, Europa og bl.a. Japans styrkede position i forhold til USA. Splittelsen i den internationale marxist-leninistiske bevægelse. Sovjetunionens og Østeuropas sammenbrud og genrejsningen af kapitalismen i Folkerepublikken Kina.

I de kapitalistiske lande blev bourgeoisiet efterhånden aftvunget visse indrømmelser i forhold til arbejderklassen i form af reformer. Inden for Proletariatets organisationer udviklede der sig efterhånden pamperlag. Disse lag erhvervede sig en småborgerlig ideologi og koncentrerede sig om arbejdet for mindre reformer - medens de skød det socialistiske perspektiv i baggrunden. Denne opportunisme fik sit teoretiske fundament i revisionismen. Denne anti-marxistiske, småborgerlige teori, der havde sine mest kendte talsmænd i Eduard Bernstein og Karl Kautsky, fastholdt i ord marxismen - men i en "revideret" udgave. De forkastede den marxistiske historieopfattelse, marxismens analyse af det kapitalistiske samfunds bevægelseslove, den marxistiske lære om klassekampen og især læren om den socialistiske revolution og proletariatets diktatur.

Det var først og fremmest V.I. Lenin der i denne situation forsvarede og udviklede marxismen. Han gennemførte en uforsonlig og langvarig kamp mod revisionisterne af diverse afskygninger i det russiske socialdemokrati. I 1912 brød Lenin med dem organisatorisk og ledede derefter det bolsjevikiske parti i hvis opbygning han selv havde været lederen og organisatoren. Lenin var også den første der gennemførte en systematisk marxistisk analyse af imperialismen.

Ud fra sine undersøgelser nåede Lenin frem til at den socialistiske revolution ville sejre først i det imperialistiske systems svageste led, og ikke i de højest udviklede kapitalistiske "moderlande", som Marx og Engels ud fra deres historiske forudsætninger havde antaget.

Lenin understregede det revolutionære partis rolle som arbejderklassens fortrop og leder i den revolutionære kamp både før og efter den proletariske revolution. Det kommunistiske parti måtte for at være slagkraftigt, være opbygget efter den demokratiske centralismes principper. Dvs. at alle partimedlemmer er forpligtet til at støtte og udføre de beslutninger som partiet efter grundige diskussioner er nået frem til. Ethvert medlem kan naturligvis forlange en truffen beslutning taget op til fornyet diskussion, men så længe beslutningen ikke er ændret, er han fortsat forpligtet til at udføre den. Den demokratiske centralisme indebærer også at lavere organer er underordnet højere og at hele partiet mellem kongresserne er underordnet partiledelsen.

I forlængelse af Marx' og Engels' opsummering af erfaringerne fra pariserkommunen (i 1871) gjorde Lenin det klart at hvis den socialistiske revolution ikke skulle slå fejl, måtte det socialistiske samfund ledes af proletariatets diktatur. De besejrede udbytterklasser vil ikke uden videre opgive håbet om en kapitalistisk genrejsning_, hvis revolutionen derfor skal overleve, må proletariatet under ledelse af sit parti knuse alle forsøg på at undergrave eller omstyrte den proletariatets stat, hvad enten disse forsøg kommer fra indre eller ydre klassefjender.
Lenin så at proletariatets diktatur ville være en hel epoke og at klassekampen ville blive skærpet under proletariatets diktatur. Efterhånden som resterne af kapitalismen forsvinder og alle klasser er udryddet vil undertrykkelsesapparatet, staten dø bort og det kommunistiske samfund efterhånden udvikles.

Som ægte kommunister var både Marx, Engels og Lenin proletariske internationalister.
De så klart at den revolutionære kamp i de enkelte lande er dele af den samme sag, og at en sejr for den revolutionære bevægelse ét sted er en styrkelse at hele den internationale arbejderklasses kamp, - derfor er arbejderklassens internationale solidaritet også en nødvendighed.

I 1889 var den II. Internationale blevet dannet. Internationalens ledelse og flertallet i de fleste af de partier der var tilknyttet den, svigtede under den 1. verdenskrig og sluttede op om den borgerlige krigspolitik i deres respektive lande. Dette forræderi fuldbyrdede disse partiers degeneration til småborgerlige reformpartier.
Som et svar herpå dannedes i 1919 den III. Internationale (Komintern) der samlede de revolutionære partier og organisationer verden over. Komintern udførte i hele mellemkrigstiden en stor indsats for at styrke og udvikle de kommunistiske partier for at koordinere deres kamp.

Netop fordi det russiske bolsjevikparti havde en fast revolutionær forankring, kunne det udnytte tsarismens sammenbrud i 1917 og føre revolutionen igennem til sejr. Hermed var opbygningen af socialismen forvandlet fra et teoretisk til et praktisk spørgsmål. Efter at de revolutionære rejsninger i bl.a. Tyskland, Ungarn og Finland var blevet knust, og kapitalismen i begyndelsen af 20'erne atter var blevet nogenlunde stabiliseret, måtte man i Sovjetunionen forsøge at tage fat på opbygningen af socialismen i ét land indtil et nyt revolutionært opsving satte den socialistiske revolution på dagsordenen andre steder.
Lenin havde tidligere påpeget denne mulighed, men efter Lenins død i januar 1924 var det under Stalins ledelse denne linje blev ført igennem mod den trotskistiske opposition og man tog fat på opbygningen af en socialistisk industri og kollektiviseringen af landbruget. De sovjetiske kommunister var på det rene med at de kapitalistiske magter kun ventede på en gunstig lejlighed til at knuse den socialistiske Sovjetunion; derfor mobiliseredes alle kræfter for så hurtigt som muligt at gøre Sovjetunionen stærk nok til at kunne modstå et fjendtligt angreb.

Da de tyske nazister og deres allierede gik til angreb i juni 1941, var sovjetfolkene da også efter forbitrede og blodige kampe i stand til at slå angriberne tilbage. Den 2. verdenskrig, hvor Sovjetunionen stod i spidsen for den anti-fascistiske kamp der førtes i alle fascistisk besatte lande og hvor arbejderklassen overalt var førende i kampen, var en stor sejr for de socialistiske kræfter: den resulterede i de folkedemokratiske revolutioner i Østeuropa, i revolutionens sejr i Vietnam i 1945, i Korea i 1948 og i 1949 i befrielsen af Kina fra Kuomintangs tyranni og oprettelsen af Den kinesiske Folkerepublik. Hermed var en tredjedel af jordens befolkning revet ud af imperialismens greb. Samtidig stod den amerikanske imperialisme tilbage som den eneste kapitalistiske magt hvis styrke var usvækket, og den overtog nu ledelsen af den kapitalistiske lejr og førte an i det anti-kommunistiske korstog.

Svækkelsen af de "gamle" imperialistiske hovedmagter, Storbritannien og Frankrig, betød at de ikke længere havde styrke til at modstå uafhængigheds­bevægelserne i deres kolonier. I løbet at de to før­ste årtier efter 1945 fik næsten alle kolonier de­res statslige uafhængighed. Statslig uafhængighed er imidlertid langt fra virkelig uafhængighed. Man­ge at de tidligere kolonilande er fortsat integre­ret i det imperialistiske system og udbytningen af deres ressourcer fortsætter, blot administreres den­ne udbytning nu af et lokalt bourgeoisi og ikke af koloniembedsmænd. Kolonialismen har ændret form til neo-kolonialismen. Foruden de lande i Sydøstasien, hvor de nationale befrielsesbevægelser var ved at kaste Imperialisterne på porten søgte en del andre lande at føre en selvstændig, anti-imperialistisk politik. Sådanne lande var bl.a. Zambia og Tanzania.

fortsættes... Socialisme