Det grundlæggende kendetegn for den kapitalistiske produktionsmåde er vareproduktionen. I modsætning til tidligere samfundsformationer hvor den enkelte producent i hovedsagen arbejdede for at dække sine egne, sin families og sin herremands behov, produceres der under kapitalismen for et marked. Først når et produkt fremstilles for at blive solgt på et marked, bliver det til en vare. En vare har både en brugsværdi, (dvs. at der findes et behov for den), og en bytteværdi, (dvs. at den kan udveksles med andre varer i et bestemt forhold, i reglen med penge, der ligeledes er en vare). En vares bytteværdi bestemmes af den mængde samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, der kræves for at fremstille den. Ved samfundsmæssigt nødvendigt arbejde forstås den mængde arbejde, "som kræves i en given samfundstilstand under bestemte samfundsmæssige gennemsnitlige produktionsbetingelser med en given samfundsmæssig gennemsnitsintensitet og gennemsnitsdygtighed i det anvendte arbejde".(3) Kan således en vare med de samme egenskaber fremstilles ved en proces der formindsker den arbejdsmængde, der er nødvendig ved fremstillingen, vil varens bytteværdi falde.

Varens pris svinger omkring bytteværdien, medens udsvingene påvirkes af udbud og efterspørgsel. For arbejdskraften gælder vareøkonomien også. Arbejderen sælger sin arbejdskraft til kapitalisten, prisen for arbejdskraften, lønnen, svarer til den mængde varer der er nødvendig for at reproducere arbejderens arbejdskraft, og for at en ny generation af arbejdere kan vokse op og uddannes.

Forskellen mellem den værdi som arbejderen tilfører varen gennem sit arbejde og den løn han får, kaldes merværdien; denne tilegner kapitalisten sig. Det vil sige at det arbejderen producerer er mere værd end den løn han får udbetalt. Merværdien er med andre ord resultatet af at arbejderen en del af arbejdstiden arbejder gratis for kapitalisten.

I modsætning til slavesamfundet og feudalsamfundet er udbytningen i det kapitalistiske samfund camoufleret. Slaven arbejdede gratis for sin ejer; feudalbonden afleverede en del af sin afgrøde til godsejeren, foruden at han ofte måtte yde forskellige former for hoveri. Arbejderen i det kapitalistiske samfund er formelt "fri" og ligeberettiget med kapitalisten; denne formelle "frihed" ændrer imidlertid intet ved arbejderens stilling som udbyttet og undertrykt: det er hans gratis arbejde for kapitalisten der skaber merværdien.

Marx understreger at kapitalistens primære interesse er at opnå en så stor profit som muligt. Han kan primært øge sin profit ved at presse større merværdi ud af arbejderen. Her støder de to klassers interesser altså frontalt sammen. Arbejderens naturlige interesse er at sælge sin arbejdskraft så dyrt som muligt, mens kapitalisten tenderer til at prøve at presse lønningerne ned til et absolut minimum. Hermed åbenbares imidlertid en anden modsætning i det kapitalistiske system, nemlig på den ene side kapitalistens stræben efter den maksimale profit, på den anden side nødvendigheden for ham at kunne afsætte de producerede varer, altså tilstedeværelsen af den nødvendige købekraft hos konsumenterne (som først og fremmest er lønarbejdere). Den grundlæggende modsigelse i det kapitalistiske samfund mellem produktivkræfter og produktionsforhold ytrer sig derved at selve produktionen bliver stadig mere samfundsmæssig, dvs. afhængig af stadig flere menneskers samvirke, medens tilegnelsen af merværdien koncentreres på stadig færre hænder. Det kapitalistiske samfund frembringer i løbet at sin udvikling et stadig større flertal at besiddelsesløse og udbyttede der står over for et stadigt svindende mindretal at kapitalister, der investerer kapitalen netop dér hvor det indbringer dem den største fortjeneste og fuldstændig uden at tage hensyn til hvor det vil gavne det store flertal af befolkningen. Resultatet af denne proces er stadig alvorligere økonomiske, sociale og politiske kriser for det kapitalistiske system.

Den eneste måde hvorpå lønarbejderklassen kan frigøre sig fra kapitalens udbytning er gennem en revolutionær kamp der omstyrter det kapitalistiske samfundssystem og opbygger et socialistisk samfund med fælleseje at produktionsmidlerne. Det vil imidlertid være forkert at tro at lønarbejderklassen spontant vil få en revolutionær klassebevidsthed og af sig selv styrte kapitalismen og opbygge et socialistisk samfund, således som f.eks. anarkisterne hævder. På grund at den borgerlige ideologis dominans og kapitalismens stadige forsøg på at splitte lønarbejderne, viser erfaringerne at arbejderne "ikke af sig selv" kan nå længere end til en "fagforeningsbevidsthed", dvs. en spontanistisk og i hovedsagen reformistisk bevidsthed til forsvar af deres umiddelbare økonomiske interesser. Hertil kræves en organisation som kan samle og lede hele klassens forsvar og kamp for afskaffelse af lønarbejdet, udbytning og undertrykkelse. Det er bl.a. det revolutionære kommunistiske partis opgave at bibringe arbejderne en fuld erkendelse af deres situation og gradvist udbrede forståelsen af, at det kapitalistiske samfund ikke kan opfylde lønarbejdernes behov, men at disse kun kan nås gennem en organiseret revolutionær kamp.

Marx og Engels var ikke kun teoretikere, de deltog særdeles aktivt i organiseringen af arbejderklassen. De var de drivende kræfter i oprettelsen af den 1. Internationale i 1864, der dog allerede i 1876 blev opløst idet den havde løst sin opgave, nemlig været med til at skabe grundlaget for oprettelsen af socialdemokratier på nationalt plan. I løbet af det 19. århundredes sidste tredjedel voksede der da også socialdemokratiske arbejderpartier frem i Vest- og Centraleuropa, partier der generelt bekendte sig til marxismen, og som samlede store dele af arbejderklassen.

Den kapitalisme som Marx og Engels analyserede var kapitalisme på den frie konkurrences stade. I løbet af de sidste 40-50 år før den 1. verdenskrig ændredes kapitalismen. Den udvikledes til et højere trin. Kapitalen koncentreredes og centraliseredes i store monopoler (f.eks. karteller, truster_, koncerner osv.). Denne udvikling satte mere eller mindre den klassiske kapitalistiske konkurrencemekanisme ud af funktion. Konkurrencen forsvandt ikke, men den antog andre former: den blev en konkurrence mellem de forskellige monopolgrupper indbyrdes. I deres bestræbelser på at sikre sig råstofkilder og afsætningsmarkeder underlagde de førende kapitalistiske lande sig størstedelen af verden, enten som kolonier (som Afrika og Syd- og Sydøstasien) eller som halv-kolonier med en formel statslig suverænitet (som Latinamerika og Kina).

fortsættes... Klassekamp