Ches biografi
Tilbage ] Åbent brev til Che ] Ches liv ] Politisk grundlag ] Ches liv og politiske idéer ] [ Ches biografi ] The Death of Che Guevara ] Tricontinental ] Ches søn ]

Opdateret den 20 september, 2001

che_billedet01.jpg (54176 bytes)
Crear dos, tres... muchos Vietnam, es la consigna!

Ernesto Che Guevara
1928 - 1967

Ernesto Che Guevara

Kort biografi

 

De unge år

Ernesto Guevara de la Serna blev født 14. juni 1928 i Rosario, en af de vigtigste byer i Argentina. Hans familie var velfunderet, en familie med aristokratiske rødder, men socialistiske idéer.

I 1937, da Ernesto er 9 år, og går i tredje klasse, følger han engageret med i Den Spanske Borgerkrig. På et kort følger han den militære udvikling.

I 1947, møder Ernesto den unge Berta Gilda, også kendt som Tita. Hun er medlem af det argentinske kommunistpartis ungdomsforbund. De skaber et solidt venskab, og sammen læser de Marx´s tekster og diskuterer deres aktualitet.

I 1948, hvor Ernesto er 20 år gammel, begynder han på det medicinske fakultet på Buenos Aires universitet. I marts består han eksamen for 1. år, i juni 2. år, og i december 3. år.

I januar 1950 tager Ernesto, på sin første tur, han tager til de argentinske provinser i nord, på en cykel, hvorpå han har sat en lille motor.

Han kommer til San Francisco del Chahar, tæt ved Cordoba, hvor hans ven Alberto Granado, kører et spedalsk center. Che taler længe med patienterne om deres lidelse.

Han forsætter sine studier, og over alt interesserer han sig for den videnskabelige forskning om allergier, astma, spedalskhed og kost teorier.

Mens han studerer, arbejder han som mandlig sygeplejerske på trading og petroleumsskibe i det argentinske nationale shipping Company. Via dette arbejde rejser han fra det sydlige Argentina til Brasilien, Venezuela og Trinidad.

 

En rejse gennem Latin-Amerika.

I oktober beslutter han at foretage sin første rejse gennem Latin-Amerika.

Sammen med Alberto Granado, tager han af sted, i januar 1952, på en gammel Norton 500 cc motorcykel.

I Valparaiso Chili skriver han i sin dagbog: ”Vi leder efter den laveste del af byen. Vi taler med mange tiggere, når vi trækker vejret, kan vi mærke elendigheden.”

Om Chili skriver han: ”Den vigtigste indsats, der er brug for, er at slippe fri for de ukomfortable ”yankie-venner”. Specielt i dette øjeblik er det en enorm opgave, p.g.a den store mængde dollars de har investeret her og det bekvemmelige i at bruge økonomisk pres hver gang de tror deres interesser er truet.”

24. marts kommer de til den peruvianske Tacna.

Efter at have diskuteret regionens fattigdom, refererer han i sine noter til José Marti´s ord: ”Jeg vil knytte min skæbne, til de fattiges i denne verden.”

1. Maj kommer de til Lima.

Che møde Dr. Hugo Pesce, en peruviansk videnskabsmand, leder af det nationale spedalskheds program og en vigtig marxist. De diskuterer flere nætter, indtil daggry.

År senere mener Che at disse samtaler var meget betydningsfulde, for hans ændrede holdning overfor liv og samfundet.

17. maj rejser han mod San Pablo spedalskhedscenter i den peruvianske amazonejungle.

Han ankommer 7. juni. Under sit besøg her, klager han over den elendige måde folket i denne region og de syge, lever på. Der var intet tøj, næsten ingen mad og ingen medicin.

Efter at have arbejdet der i nogle uger, tager han til Leticia (Colombia) via Amazon floden.

17. juli ankommer han til Caracas. Dér beslutter han at tage tilbage til Buenos Aires, for at færdiggøre sine studier i medicinsk videnskab.

Han rejser med et fragtfly via Miami, hvor tekniske vanskeligheder med flyet forsinker ham en måned. For at overleve, arbejder han som tjener og opvasker på en bar. Jævnligt bliver han hentet og afhørt af politiet. De spørger ham om han, eller hans forældre er kommunister.

Han er tilbage i Buenos Aires 31. August.

 

På vej mod revolution

Che færdiggør sine studier først i 1953.

Han bliver indkaldt til militæret, men bliver afvist.

7. juli tager han med tog til La Paz (Bolivia), en rejse på 6000 km.

Che ankommer til Panama sidst i oktober. Han er forbitret over Panamas lederes ydmyge holdning overfor U.S.A.

I Costa Rica lærer han United Fruit’s dominans, samt deres udbytning og elendigheden der er resultatet af dette.

I et brev til hans tante Beatriz, skriver han: ”I El Paso har jeg set den uhyrlige dominans United Fruit har. Igen er jeg overbevist om hvor kriminelle de kapitalistiske blæksprutter er. På et billede af vores gamle kammerat Stalin, har jeg sværget ikke at hvile før disse kapitalistiske blæksprutter er udryddet. I Guatemala vil jeg blive perfekt som en revolutionær.”

Via Nicaragua, Honduras og El Salvador, kommer Che, sidst i december ankommer han til Guatemala, hvor Jacobo Arbenz leder en revolutionær proces.

I et brev til sin mor: ”endelig har jeg fundet mit mål… hvis alt går vel, tror jeg, at jeg bliver her i 2 år.”

 

1954

14–16 Juni. Che ser hvordan Nord Amerikanske fly, flyver over Guatemala og nedbomber militære anlæg og de tyndt befolkede områder.

Han skriver: ”Denne hændelse har forenet alle i Guatemala, med regeringen og alle der, som jeg, er tiltrukket af Guatemala.”. U.S.A. vælger Castillo Armas som ”leder” af kuppet.

18. juni, 1954. oplever Che statskuppet mod Arbenz´ regering, planlagt og udført af U.S.A. Che transporterer våben og prøver at samle unge til at kæmpe; han hjælper politiske ledere i sikkerhed. 20. juni skriver han til sin mor: ”Disse angreb, sammen med den internationale presses løgne, har vækket middelmådigheden. Et kamplystent klima er fremherskende. Jeg har meldt mig som frivillig med medicinsk hjælp og jeg har registreret mig til ungdomsbrigaden, for at få en militær uddannelse, og tage hen hvor der er behov.”

26. Juni erklærer den nationale radio, at præsident Arbenz og næsten alle eksil politikerne, samt familier har overgivet sig. Dette skaber stort røre blandt de revolutionære.

Che fortæller det således: ”I Guatemala var det nødvendigt at kæmpe, men næste ingen gjorde det. Modstand var påkrævet, men ingen ville yde denne modstand.”

Repressalier følger. Latin-amerikanske ambassader fyldes med politiske flygtninge. Che beskrives som en farlig argentinsk kommunist og må ikke blive i Guatemala.

 

1955

Først i 1955 finder Che arbejde som læge i Mexico citys Central hospital.

I juni møder han Raul Castro. De bliver venner.

8. juli kommer Fidel Castro til den mexicanske hovedstad.

Om deres første møde sige Che: ”Jeg mødte ham på en af de kolde nætter i Mexico og jeg husker at vores samtale handlede om international politik. Samme nat - hen mod morgen – var jeg en af deltagerne i ekspeditionen med Granma.”

Fidel Castro siger om mødet: ”Han vidste meget om Marxisme-leninismen – selvlært – og han var ivrig efter at lære mere. Da vi mødte Che, var han en udlært revolutionær.”

 

1956

24. juni, arresterede det mexicanske politi Che, sammen med nogle cubanske kammerater.

3. juli noterer UPI´s presse bureau: ”Den argentinske læge, Guevara, vil blive deporteret til hans oprindelsesland, for hans formodede deltagelse i den fejlslåede sammensværgelse mod den cubanske regering og Fulgencio Batista.”

Den mexicanske ekspræsident Lazara Cardenas blander sig og forsvarer de cubanske revolutionære. Sidst i juli bliver de sidste, her i blandt, også Che løsladt. De foresætter deres revolutionære aktiviteter i smug.

 

Med Fidel til Cuba.

25. november: yachten Granma sejler en stormfuld nat, med 82 mand ombord, fra Tuxpán flodens munding, i Mexico.

2. december landede de i Los Cayelos, på øst kysten.

Næste dag annoncerede cubanske og latinamerikanske aviser dette om ekspeditionen: ”…Fidel Castro, Ernesto Guevara, Raul Castro og alle andre medlemmer af ekspeditionen er omkommet...” deres ankomst var afsløret og de blev jagtet. Gruppen splittes.

5. december i Alegria del Pino, falder Che i baghold.

Senere skriver han, om denne hændelse: ”Jeg blev såret i halsen. Jeg overlevede takket være mit held. En æske kugler, som jeg bar ved mit bryst, stoppede en kugle fra et maskingevær, og kuglen landede i min hals.”

Med hjælp fra andre undslap Che i sukkerrørsmarkerne. Under disse omstændigheder, var Che nød til at foretage et valg mellem hans pligt som læge og som revolutionær soldat. Da han flygter må han vælge mellem en rygsæk med medicin og en vadsæk med kugler. Det var umuligt at bære begge. Che tager vadsækken med kugler og flygter ind i sukkerrørene. Senere efterlader de en stor del af deres bagage hos en bondemand.

21. december ankommer Che´s gruppe til en kaffeplantage hvor Fidel allerede havde ventet et par dage.

 

1957

I januar angriber de La Plantas barakker.

Che: ”La Planta var vores første sejr. Det stod klart for enhver at en rebel-hær eksisterede og var klar til kamp. For os var det en bekræftelse af chancerne for den endelige sejr.”

Bagholdene og kampene intensiveredes. Hæren bombede.

I april organiserer han, efter Fidels ordre udvidede kontrakter med landmændene, for at opnå støtte i området.

År senere skriver Che: ”Guerillaen og bønderne blev gradvist en enhed, uden at nogen kunne sige hvornår denne enhed virkeligt opstod. Jeg ved kun at disse kontrakter med bjergbønderne gav de spontane beslutninger en drejning mod seriøse og entusiastiske relationer. De lidende og oprigtige beboere i Sierra Maestra, vil aldrig vide hvor vigtige deres andel var i skabelsen af vores revolutionære ideologi.”

I juli begyndte Che at lære Joel, Israel og andre guerillaer at læse. De andre er også organiserede i grupper der studerer Cubas historie, karakteristikken om tyranniets hær og betydningen af væbnet kamp.

21. Juli udnævner Fidel Che til kommandant.

Om dette skriver Che: ”På en meget formel måde, blev jeg nomineret til kommandant af den anden kolonne i guerilla-hæren (..) Den dosis forfængelighed alle har indeni, gjorde mig til den stolteste mand på jorden, den dag.”

17. september faldt 5 army-truks i rebellernes baghold.

 

1958

6. januar skriver Che til Fidel: ”Jeg har allerede sagt at disse fortræffeligheder vil altid blive regnet for: At vise Amerika at væbnet kamp med støtte fra folket er muligt.”

I februar bliver Che interviewet af Radio El Mundo fra Buenos Aires.

Che: ”Jeg er simpelthen her fordi jeg tror på at den eneste måde at frigøre Amerika for diktatorerne, er at bekæmpe dem. Jeg vil give al den hjælp jeg kan, for at få dem ned, nu før nu bedre.”

Radio El Mundo: ”Er du ikke bange for at din indskriden vil blive betragtet som fremmed indblanden?

Che: ”For det første ser jeg ikke kun Argentina, men hele Amerika, som mit hjemland. For dette kan jeg nævne eksempler som Marti, og det er præcis i hans fødeland, jeg vil lade hans lærdom blive en realitet. Ud over det, kan du ikke kalde det indblanden, hvis jeg vil give mig selv helt og fuldt – mit blod – for en sag, der ser rigtig ud for mig og det er fulgt op af folket. Et folk der vil frigøres for et tyranni, der i sig selv bifalder væbnet indblanden fra en fremmed magt med fly, våben og militære rådgivere. Indtil nu har ikke et eneste land beskyldt nord-amerika for indblanden i Cubas anliggender, ikke en avis beskylder yankierne for at hjælpe Batista med at slagte sit folk.”

24 og 25. maj angreb diktatorens tropper to miner i Sierra Maestra.

Det var begyndelsen på en stor offensiv. Fjendtlige tropper tvang sig frem flere steder i Sierra Maestra og truede med at opgradere. De okkuperede forsynings- og kommunikationslinjerne.

De næste par dage deltog Che i et modangreb, der udgjorde starten på fjendens nederlag, en styrke på over 10.000 mand.

21. august skriver Fidel: ”Opgaven med at lede en brigade fra Sierra Maestra til provinsen Las villas og kæmpe dér, ifølge rebel-hærens strategiske plan, er overgivet til kommandant Ernesto Che Guevara. (…) Han er også udpeget som overhoved for alle enheder af ”M-26 de julio” der kæmper i denne provins, i byerne såvel som på landet. (…..) Den 8. brigade har som strategiske mål, at angribe fjenden konstant i midten af Cuba, og at afskære de fjendtlige troppebevægelser over land, fra vest mod øst indtil de er helt forkrøblede.

16. december bliver broen over floden Falcon, med den centrale vej sprunget i luften, med dette, er alle byer øst for Santa Clara, umulige at nå fra Havanna.

26. december skriver Che: ”Denne krig er vundet, fjenden er tvunget højlydt i knæ, i øst holder vi 10.000 soldater fanget. Dem i Camoguey har ikke længere en udvej. Alt dette er resultatet af en ting: Vores indsats.

Næste dag beslutter han at marchere til Santa Clara. Den internationale presse informerer verden om at Che er død.

Radio Rebel fortæller modsat at: ”Sidste nyt af største vigtighed! Stor sejr for Las Villas 8. brigade. Tropper under ledelse af Ernesto Che Guevara har erobret et tog og 300 fuldt udrustede soldater blev tilfangetaget.”

 

1959

Ved morgengry, nytårsaften flygtede diktator Batista fra landet.

Che Guevara får Cubansk nationalitet 9. februar.

I juli og august rejser han, som leder af en officiel delegation, til de Forenede arabiske emirater og Egypten, hvor han møder Nasser. Rejsen går videre til Indien, Thailand, Japan, Indonesien og Pakistan. Hjemrejsen sker via øst og vest Europa for at slutte med Marokko. Da han kommer tilbage erklærer Che at han er overrasket over sympatien som den cubanske revolution, har vakt over hele verden.

17 oktober råder Che universitets studerende til at: ”(….) komme i kontakt med folket, ikke at ”hjælpe” dem med viden – som en aristokratisk lady, der giver en mønt til en tigger – men blive deltagende i de revolutionerende styrker der styrer Cuba i dag. At stå side om side med revolutionen, og på samme tid, få erfaring der måske er mere vigtig, end alle de interessante ting der kan læres i en lektion.

23. november introducerer han den første ”dag med frivilligt arbejde” i Cuba.

 

1960

I slutningen af 1960, etablerer U.S.A. en total handelsblokade mod Cuba. Che leder en officiel Cubansk delegation, på rundrejse til forskellige socialistiske lande: Fra Sovjetunionen og Østeuropa til Kina og Nord Korea. Tilbage til Sovjetunionen, Østtyskland og Tjekkoslovakiet. Først i ´61 afbryder U.S.A. alle diplomatiske forbindelser med Cuba.

 

1961

15 april bliver alle cubanske lufthavne bombet af amerikanske fly.

17 april sker invasionen af Svinebugten: 1500 Marine CIA mænd angriber Cuba, støttet af det amerikanske luftvåben og flåde. Contraérne vil skabe en opstandelse blandt folket. På kun 72 timer er de totalt tilintetgjort af den Cubanske nation. 1200 er taget til fange.

 

1964

17 Maj: Konfronteret med nye handlinger af imperialistisk sabotage mod en havn i syd, siger han: ”Vi har et stævnemøde med historie, og vi kan simpelthen ikke tillade os selv, at være bange ! Vi må forblive entusiastiske og ved samme ånd. Bygge fabrikker med vor venstre hånd, sigte med riflen med højre hånd, og knuse ormene med vore hæle.”

I august taler han om situationen i Congo: ”Hvad sker der i Afrika, hvor det kun er to år siden statsministeren blev myrdet og parteret, hvor Nord amerikanske monopoler har installeret sig og kampen om at eje Congo er brudt ud ? Hvorfor? Fordi der er kobber og radioaktive mineraler i undergrunden, fordi Congo har exceptionelle strategiske ressourcer? Derfor en leder af folket, der var godtroende mod magt, blev myrdet. Sådan blev han en martyr blandt sit folk.”

Senere taler Che til FN´s generalforsamling i New York. Han beskylder i kraftfulde vendinger forsamlingen for mordet på Lumumba og for at hjælpe Tshombe i sadlen, som Congos præsident, samme mand der havde prøvet at løsrive provinsen Katanga fra resten af Congo. ”Alle fri mennesker i verden må være forberedte på at erklære hævn for forbrydelsen i Congo.”

 

1965

Che ankommer til Brazzaville nytårsaftensdag og starter hér en officiel Afrika rejse. Da han kommer tilbage til Cuba sammenkalder han til en hemmelig konference med hundrede kammerater, der havde stor krigserfaring. De skal være de fremtidige deltagere i en international mission i Congo. I februar ankommer han til Dar El Salaam, sammen med forskellige afrikanske revolutionære ledere, der har spurgt Cuba om våben, oplæring og finanser. Her møder han også Laurent Kabila og dennes general stab. De bliver enige om at Afrikas største fjende er den nordamerikanske imperialisme. Som svar på Kabilas spørgsmål om at træne guerillaer på Cuba, svarer Che nej. Han forklarer fordelene ved at træne i de rigtige lokaliteter.

31 marts skriver Che et farvelbrev til Fidel Castro. Senere vil det vise sig at Che, naturligvis i det skjulte, er rejst til Congo. U.S.A misbruger det at Che ikke længere viser sig offentligt, til at sprede et rygte om at Che er blevet likvideret af Fidel Castro, p.g.a. deres store ideologiske konflikter og om det højeste lederskab på Cuba. I deres udsendelser til Kina påstår U.S.A. at Che er blevet myrdet p.g.a. sine pro-kinisiske meninger, og i udsendelser i øst påstår de det modsatte.

24 marts ankommer Che fra Tanzania til Kigomas havn ved bredden af Tanganyikasøen. Han landsættes sammen med 14 cubanere udenfor havnen, for at undgå Belgisk marine patrulje. Derfra når han Kibamba i Congo. 9 maj skaber han kontakt til den første gruppe guerrilliaer. Han forklarer dem, at han er kommet for at give dem en guerilla uddannelse, på krav fra Gastón Sourmaliot og Laurent Kabila til Fidel Castro. Han vil kæmpe på deres side i operationer de beslutter. Han er til deres disposition. Han starter med en gruppe krigere, som får navnet ”La base”.

7. juli møder Che Laurent Kabila, der lover ham at ledsage ham på besøg til flere fronter i indlandet. Kabila tager dog afsted til Kigoma og besøgene udsættes. 16. august, dør 7 soldater i et baghold af guerillaen, mellem dem to belgiske ikke-udnævnte officerer og tre sydafrikanere.

I november er situationen på de forskellige fronter – blandt andet p.g.a konstante diskussioner blandt de varierende ledere – Så forvirrende at flere og flere guerillaer forlader kampen. Sammen med Congoleserne bliver en beslutning taget om at cubanerne skal trække sig tilbage.

Missionen varede 7 måneder, hvor cubanere deltog i mere end 50 aktioner.

 

1966

I juli rejser Che, i største hemmelighed, til Havana, hvor han, sammen med Fidel, planlægger en ny mission til Bolivia.

Over Moskva, Prag og Wien rejser Che, via Brasilien til Bolivia, hvor han ankommer 3. november.

 

1967

Che skriver:” Som jeg forventede er Monje´s (Under sekretæren i det bolivianske kommunistparti) attitude undvigende og senere forræderisk. Hans parti er allerede oprustet mod os . Jeg ved ikke hvor det vil føre ham, men os vil det ikke sinke, og måske på langt sigt vil det være en fordel for os, det er jeg næsten sikker på. De mest ærlige og kamplystne folk vil være på vores side, selv om de må gå gennem en ransagelse af deres samvittighed. Indtil nu har Guevara reageret godt. Vi må se hvordan han og hans folk vil stille sig (…) Den aktuelle fase i guerillaen vil begynde nu, vi vil teste vore tropper. Tiden må vise hvem der er emner til den Bolivianske revolution. Af alle de ting der var planlagt har rekrutteringen af bolivianske kammerater til kamp været den trægeste.”

I marts ser analysen således ud:” Denne måned var ingen række tilfældigheder, men det totale ser således ud: Fase med udvikling og fastlæggelse af guerillaen, sløv udvikling med få elementer fra Cuba – Og de optræder ikke dårligt – og elementer fra Guevaras gruppe der var generelt svag (to dessatører, en åbenmundet, som vi holdt som fange, tre der fik skrammer og to svæklinge). Nu

Hasta la victoria siempre!

 

"Jeg ved du kommer for at dræbe mig.
Skyd, kujon, du skal kun dræbe et menneske."
Che Guevara, 9. oktober 1967

Che og datter

Vil du hører melodien om Che?
Hør Elegia
Det tager lang tid at loade...
Hvis lyden hakker, så stop afspilningen - og vent til hele filen er downloadet.

Che og Cuba opbygger!

Che Guevara - Debatforum
Che Guevara - Debatforum

Lyt til Fidel og Che
Lyt til Che og Fidel

Che Hasta la victoria - Granma International Che
Granma Che Guevara

Crear dos, tres... muchos Vietnam, es la consigna!

Til toppen af siden
Subscribe to Cuba SI
Subscribe to Cuba SI
Subscribe to CubaNews
cubawebGranma International
Socialism or death!  Patria o muerte  Venceremos!