Ernesto Che Guevara
1928 - 1967
Ernesto Che Guevara
Kort biografi
De unge år
Ernesto Guevara de la Serna blev født 14. juni 1928
i Rosario, en af de vigtigste byer i Argentina. Hans familie var
velfunderet, en familie med aristokratiske rødder, men socialistiske idéer.
I 1937, da Ernesto er 9 år, og går i tredje klasse,
følger han engageret med i Den Spanske Borgerkrig. På et kort følger
han den militære udvikling.
I 1947, møder Ernesto den unge Berta Gilda, også
kendt som Tita. Hun er medlem af det argentinske kommunistpartis
ungdomsforbund. De skaber et solidt venskab, og sammen læser de Marx´s
tekster og diskuterer deres aktualitet.
I 1948, hvor Ernesto er 20 år gammel, begynder han på
det medicinske fakultet på Buenos Aires universitet. I marts består han
eksamen for 1. år, i juni 2. år, og i december 3. år.
I januar 1950 tager Ernesto, på sin første tur, han
tager til de argentinske provinser i nord, på en cykel, hvorpå han har
sat en lille motor.
Han kommer til San Francisco del Chahar, tæt ved
Cordoba, hvor hans ven Alberto Granado, kører et spedalsk center. Che
taler længe med patienterne om deres lidelse.
Han forsætter sine studier, og over alt interesserer
han sig for den videnskabelige forskning om allergier, astma, spedalskhed
og kost teorier.
Mens han studerer, arbejder han som mandlig
sygeplejerske på trading og petroleumsskibe i det argentinske nationale
shipping Company. Via dette arbejde rejser han fra det sydlige Argentina
til Brasilien, Venezuela og Trinidad.
En rejse gennem Latin-Amerika.
I oktober beslutter han at foretage sin første rejse
gennem Latin-Amerika.
Sammen med Alberto Granado, tager han af sted, i
januar 1952, på en gammel Norton 500 cc motorcykel.
I Valparaiso Chili skriver han i sin dagbog: ”Vi
leder efter den laveste del af byen. Vi taler med mange tiggere, når vi
trækker vejret, kan vi mærke elendigheden.”
Om Chili skriver han: ”Den vigtigste indsats,
der er brug for, er at slippe fri for de ukomfortable ”yankie-venner”.
Specielt i dette øjeblik er det en enorm opgave, p.g.a den store mængde
dollars de har investeret her og det bekvemmelige i at bruge økonomisk
pres hver gang de tror deres interesser er truet.”
24. marts kommer de til den peruvianske Tacna.
Efter at have diskuteret regionens fattigdom,
refererer han i sine noter til José Marti´s ord: ”Jeg vil knytte
min skæbne, til de fattiges i denne verden.”
1. Maj kommer de til
Lima.
Che møde Dr. Hugo
Pesce, en peruviansk videnskabsmand, leder af det nationale spedalskheds
program og en vigtig marxist. De diskuterer flere nætter, indtil daggry.
År senere mener Che at disse samtaler var meget
betydningsfulde, for hans ændrede holdning overfor liv og samfundet.
17. maj rejser han mod San Pablo spedalskhedscenter i
den peruvianske amazonejungle.
Han ankommer 7. juni. Under sit besøg her, klager
han over den elendige måde folket i denne region og de syge, lever på.
Der var intet tøj, næsten ingen mad og ingen medicin.
Efter at have arbejdet der i nogle uger, tager han
til Leticia (Colombia) via Amazon floden.
17. juli ankommer han til Caracas. Dér beslutter han
at tage tilbage til Buenos Aires, for at færdiggøre sine studier i
medicinsk videnskab.
Han rejser med et fragtfly via Miami, hvor tekniske
vanskeligheder med flyet forsinker ham en måned. For at overleve,
arbejder han som tjener og opvasker på en bar. Jævnligt bliver han
hentet og afhørt af politiet. De spørger ham om han, eller hans forældre
er kommunister.
Han er tilbage i Buenos Aires 31. August.
På vej mod revolution
Che færdiggør sine studier først i 1953.
Han bliver indkaldt til militæret, men bliver
afvist.
7. juli tager han med tog til La Paz (Bolivia), en
rejse på 6000 km.
Che ankommer til Panama sidst i oktober. Han er
forbitret over Panamas lederes ydmyge holdning overfor U.S.A.
I Costa Rica lærer han United Fruit’s dominans,
samt deres udbytning og elendigheden der er resultatet af dette.
I et brev til hans tante Beatriz, skriver han: ”I
El Paso har jeg set den uhyrlige dominans United Fruit har. Igen er jeg
overbevist om hvor kriminelle de kapitalistiske blæksprutter er. På et
billede af vores gamle kammerat Stalin, har jeg sværget ikke at hvile før
disse kapitalistiske blæksprutter er udryddet. I Guatemala vil jeg blive
perfekt som en revolutionær.”
Via Nicaragua, Honduras og El Salvador, kommer Che,
sidst i december ankommer han til Guatemala, hvor Jacobo Arbenz leder en
revolutionær proces.
I et brev til sin mor: ”endelig har jeg fundet
mit mål… hvis alt går vel, tror jeg, at jeg bliver her i 2 år.”
1954
14–16 Juni. Che ser hvordan Nord Amerikanske fly,
flyver over Guatemala og nedbomber militære anlæg og de tyndt befolkede
områder.
Han skriver: ”Denne hændelse har forenet alle i
Guatemala, med regeringen og alle der, som jeg, er tiltrukket af Guatemala.”.
U.S.A. vælger Castillo Armas som ”leder” af kuppet.
18. juni, 1954. oplever Che statskuppet mod Arbenz´
regering, planlagt og udført af U.S.A. Che transporterer våben og prøver
at samle unge til at kæmpe; han hjælper politiske ledere i sikkerhed.
20. juni skriver han til sin mor: ”Disse angreb, sammen med den
internationale presses løgne, har vækket middelmådigheden. Et
kamplystent klima er fremherskende. Jeg har meldt mig som frivillig med
medicinsk hjælp og jeg har registreret mig til ungdomsbrigaden, for at få
en militær uddannelse, og tage hen hvor der er behov.”
26. Juni erklærer den nationale radio, at præsident
Arbenz og næsten alle eksil politikerne, samt familier har overgivet sig.
Dette skaber stort røre blandt de revolutionære.
Che fortæller det således: ”I Guatemala var
det nødvendigt at kæmpe, men næste ingen gjorde det. Modstand var påkrævet,
men ingen ville yde denne modstand.”
Repressalier følger. Latin-amerikanske ambassader
fyldes med politiske flygtninge. Che beskrives som en farlig argentinsk
kommunist og må ikke blive i Guatemala.
1955
Først i 1955 finder Che arbejde som læge i Mexico
citys Central hospital.
I juni møder han Raul Castro. De bliver venner.
8. juli kommer Fidel Castro til den mexicanske
hovedstad.
Om deres første møde sige Che: ”Jeg mødte ham
på en af de kolde nætter i Mexico og jeg husker at vores samtale
handlede om international politik. Samme nat - hen mod morgen – var jeg
en af deltagerne i ekspeditionen med Granma.”
Fidel Castro siger om mødet: ”Han vidste meget
om Marxisme-leninismen – selvlært – og han var ivrig efter at lære
mere. Da vi mødte Che, var han en udlært revolutionær.”
1956
24. juni, arresterede det mexicanske politi Che,
sammen med nogle cubanske kammerater.
3. juli noterer UPI´s presse bureau: ”Den
argentinske læge, Guevara, vil blive deporteret til hans oprindelsesland,
for hans formodede deltagelse i den fejlslåede sammensværgelse mod den
cubanske regering og Fulgencio Batista.”
Den mexicanske ekspræsident Lazara Cardenas blander
sig og forsvarer de cubanske revolutionære. Sidst i juli bliver de
sidste, her i blandt, også Che løsladt. De foresætter deres revolutionære
aktiviteter i smug.
Med Fidel til Cuba.
25. november: yachten Granma sejler en stormfuld nat,
med 82 mand ombord, fra Tuxpán flodens munding, i Mexico.
2. december landede de i Los Cayelos, på øst
kysten.
Næste dag annoncerede cubanske og latinamerikanske
aviser dette om ekspeditionen: ”…Fidel Castro, Ernesto Guevara,
Raul Castro og alle andre medlemmer af ekspeditionen er omkommet...”
deres ankomst var afsløret og de blev jagtet. Gruppen splittes.
5. december i Alegria del Pino, falder Che i baghold.
Senere skriver han, om denne hændelse: ”Jeg
blev såret i halsen. Jeg overlevede takket være mit held. En æske
kugler, som jeg bar ved mit bryst, stoppede en kugle fra et maskingevær,
og kuglen landede i min hals.”
Med hjælp fra andre undslap Che i sukkerrørsmarkerne.
Under disse omstændigheder, var Che nød til at foretage et valg mellem
hans pligt som læge og som revolutionær soldat. Da han flygter må han vælge
mellem en rygsæk med medicin og en vadsæk med kugler. Det var umuligt at
bære begge. Che tager vadsækken med kugler og flygter ind i sukkerrørene.
Senere efterlader de en stor del af deres bagage hos en bondemand.
21. december ankommer Che´s gruppe til en
kaffeplantage hvor Fidel allerede havde ventet et par dage.
1957
I januar angriber de La Plantas barakker.
Che: ”La Planta var vores første sejr. Det stod
klart for enhver at en rebel-hær eksisterede og var klar til kamp. For os
var det en bekræftelse af chancerne for den endelige sejr.”
Bagholdene og kampene intensiveredes. Hæren bombede.
I april organiserer han, efter Fidels ordre udvidede
kontrakter med landmændene, for at opnå støtte i området.
År senere skriver Che: ”Guerillaen og bønderne
blev gradvist en enhed, uden at nogen kunne sige hvornår denne enhed
virkeligt opstod. Jeg ved kun at disse kontrakter med bjergbønderne gav
de spontane beslutninger en drejning mod seriøse og entusiastiske
relationer. De lidende og oprigtige beboere i Sierra Maestra, vil aldrig
vide hvor vigtige deres andel var i skabelsen af vores revolutionære
ideologi.”
I juli begyndte Che at lære Joel, Israel og andre
guerillaer at læse. De andre er også organiserede i grupper der studerer
Cubas historie, karakteristikken om tyranniets hær og betydningen af væbnet
kamp.
21. Juli udnævner Fidel Che til kommandant.
Om dette skriver Che: ”På en meget formel måde,
blev jeg nomineret til kommandant af den anden kolonne i guerilla-hæren
(..) Den dosis forfængelighed alle har indeni, gjorde mig til den
stolteste mand på jorden, den dag.”
17. september faldt 5 army-truks i rebellernes
baghold.
1958
6. januar skriver Che til Fidel: ”Jeg har
allerede sagt at disse fortræffeligheder vil altid blive regnet for: At
vise Amerika at væbnet kamp med støtte fra folket er muligt.”
I februar bliver Che interviewet af Radio El Mundo
fra Buenos Aires.
Che: ”Jeg er simpelthen her fordi jeg tror på
at den eneste måde at frigøre Amerika for diktatorerne, er at bekæmpe
dem. Jeg vil give al den hjælp jeg kan, for at få dem ned, nu før nu
bedre.”
Radio El Mundo: ”Er du ikke bange for at din
indskriden vil blive betragtet som fremmed indblanden?”
Che: ”For det første ser jeg ikke kun
Argentina, men hele Amerika, som mit hjemland. For dette kan jeg nævne
eksempler som Marti, og det er præcis i hans fødeland, jeg vil lade hans
lærdom blive en realitet. Ud over det, kan du ikke kalde det indblanden,
hvis jeg vil give mig selv helt og fuldt – mit blod – for en sag, der
ser rigtig ud for mig og det er fulgt op af folket. Et folk der vil frigøres
for et tyranni, der i sig selv bifalder væbnet indblanden fra en fremmed
magt med fly, våben og militære rådgivere. Indtil nu har ikke et eneste
land beskyldt nord-amerika for indblanden i Cubas anliggender, ikke en
avis beskylder yankierne for at hjælpe Batista med at slagte sit folk.”
24 og 25. maj angreb diktatorens tropper to miner i
Sierra Maestra.
Det var begyndelsen på en stor offensiv. Fjendtlige
tropper tvang sig frem flere steder i Sierra Maestra og truede med at
opgradere. De okkuperede forsynings- og kommunikationslinjerne.
De næste par dage deltog Che i et modangreb, der
udgjorde starten på fjendens nederlag, en styrke på over 10.000 mand.
21. august skriver Fidel: ”Opgaven med at lede
en brigade fra Sierra Maestra til provinsen Las villas og kæmpe dér, ifølge
rebel-hærens strategiske plan, er overgivet til kommandant Ernesto Che
Guevara. (…) Han er også udpeget som overhoved for alle enheder af
”M-26 de julio” der kæmper i denne provins, i byerne såvel som på
landet. (…..) Den 8. brigade har som strategiske mål, at angribe
fjenden konstant i midten af Cuba, og at afskære de fjendtlige troppebevægelser
over land, fra vest mod øst indtil de er helt forkrøblede.”
16. december bliver broen over floden Falcon, med den
centrale vej sprunget i luften, med dette, er alle byer øst for Santa
Clara, umulige at nå fra Havanna.
26. december skriver Che: ”Denne krig er vundet,
fjenden er tvunget højlydt i knæ, i øst holder vi 10.000 soldater
fanget. Dem i Camoguey har ikke længere en udvej. Alt dette er resultatet
af en ting: Vores indsats.”
Næste dag beslutter han at marchere til Santa Clara.
Den internationale presse informerer verden om at Che er død.
Radio Rebel fortæller modsat at: ”Sidste nyt af
største vigtighed! Stor sejr for Las Villas 8. brigade. Tropper under
ledelse af Ernesto Che Guevara har erobret et tog og 300 fuldt udrustede
soldater blev tilfangetaget.”
1959
Ved morgengry, nytårsaften flygtede diktator Batista
fra landet.
Che Guevara får Cubansk nationalitet 9. februar.
I juli og august rejser han, som leder af en officiel
delegation, til de Forenede arabiske emirater og Egypten, hvor han møder
Nasser. Rejsen går videre til Indien, Thailand, Japan, Indonesien og
Pakistan. Hjemrejsen sker via øst og vest Europa for at slutte med
Marokko. Da han kommer tilbage erklærer Che at han er overrasket over
sympatien som den cubanske revolution, har vakt over hele verden.
17 oktober råder Che universitets studerende til at:
”(….) komme i kontakt med folket, ikke at ”hjælpe” dem med
viden – som en aristokratisk lady, der giver en mønt til en tigger –
men blive deltagende i de revolutionerende styrker der styrer Cuba i dag.
At stå side om side med revolutionen, og på samme tid, få erfaring der
måske er mere vigtig, end alle de interessante ting der kan læres i en
lektion.”
23. november introducerer han den første ”dag med
frivilligt arbejde” i Cuba.
1960
I slutningen af 1960, etablerer U.S.A. en total
handelsblokade mod Cuba. Che leder en officiel Cubansk delegation, på
rundrejse til forskellige socialistiske lande: Fra Sovjetunionen og Østeuropa
til Kina og Nord Korea. Tilbage til Sovjetunionen, Østtyskland og
Tjekkoslovakiet. Først i ´61 afbryder U.S.A. alle diplomatiske
forbindelser med Cuba.
1961
15 april bliver alle cubanske lufthavne bombet af
amerikanske fly.
17 april sker invasionen af Svinebugten: 1500 Marine
CIA mænd angriber Cuba, støttet af det amerikanske luftvåben og flåde.
Contraérne vil skabe en opstandelse blandt folket. På kun 72 timer er de
totalt tilintetgjort af den Cubanske nation. 1200 er taget til fange.
1964
17 Maj: Konfronteret med nye handlinger af
imperialistisk sabotage mod en havn i syd, siger han: ”Vi har et stævnemøde
med historie, og vi kan simpelthen ikke tillade os selv, at være bange !
Vi må forblive entusiastiske og ved samme ånd. Bygge fabrikker med vor
venstre hånd, sigte med riflen med højre hånd, og knuse ormene med vore
hæle.”
I august taler han om situationen i Congo: ”Hvad
sker der i Afrika, hvor det kun er to år siden statsministeren blev
myrdet og parteret, hvor Nord amerikanske monopoler har installeret sig og
kampen om at eje Congo er brudt ud ? Hvorfor? Fordi der er kobber og
radioaktive mineraler i undergrunden, fordi Congo har exceptionelle
strategiske ressourcer? Derfor en leder af folket, der var godtroende mod
magt, blev myrdet. Sådan blev han en martyr blandt sit folk.”
Senere taler Che til FN´s generalforsamling i New
York. Han beskylder i kraftfulde vendinger forsamlingen for mordet på
Lumumba og for at hjælpe Tshombe i sadlen, som Congos præsident, samme
mand der havde prøvet at løsrive provinsen Katanga fra resten af Congo.
”Alle fri mennesker i verden må være forberedte på at erklære hævn
for forbrydelsen i Congo.”
1965
Che ankommer til Brazzaville nytårsaftensdag og
starter hér en officiel Afrika rejse. Da han kommer tilbage til Cuba
sammenkalder han til en hemmelig konference med hundrede kammerater, der
havde stor krigserfaring. De skal være de fremtidige deltagere i en
international mission i Congo. I februar ankommer han til Dar El Salaam,
sammen med forskellige afrikanske revolutionære ledere, der har spurgt
Cuba om våben, oplæring og finanser. Her møder han også Laurent Kabila
og dennes general stab. De bliver enige om at Afrikas største fjende er
den nordamerikanske imperialisme. Som svar på Kabilas spørgsmål om at
træne guerillaer på Cuba, svarer Che nej. Han forklarer fordelene ved at
træne i de rigtige lokaliteter.
31 marts skriver Che et farvelbrev til Fidel Castro.
Senere vil det vise sig at Che, naturligvis i det skjulte, er rejst til
Congo. U.S.A misbruger det at Che ikke længere viser sig offentligt, til
at sprede et rygte om at Che er blevet likvideret af Fidel Castro, p.g.a.
deres store ideologiske konflikter og om det højeste lederskab på Cuba.
I deres udsendelser til Kina påstår U.S.A. at Che er blevet myrdet p.g.a.
sine pro-kinisiske meninger, og i udsendelser i øst påstår de det
modsatte.
24 marts ankommer Che fra Tanzania til Kigomas havn
ved bredden af Tanganyikasøen. Han landsættes sammen med 14 cubanere
udenfor havnen, for at undgå Belgisk marine patrulje. Derfra når han
Kibamba i Congo. 9 maj skaber han kontakt til den første gruppe
guerrilliaer. Han forklarer dem, at han er kommet for at give dem en
guerilla uddannelse, på krav fra Gastón Sourmaliot og Laurent Kabila til
Fidel Castro. Han vil kæmpe på deres side i operationer de beslutter.
Han er til deres disposition. Han starter med en gruppe krigere, som får
navnet ”La base”.
7. juli møder Che Laurent Kabila, der lover ham at
ledsage ham på besøg til flere fronter i indlandet. Kabila tager dog
afsted til Kigoma og besøgene udsættes. 16. august, dør 7 soldater i et
baghold af guerillaen, mellem dem to belgiske ikke-udnævnte officerer og
tre sydafrikanere.
I november er situationen på de forskellige fronter
– blandt andet p.g.a konstante diskussioner blandt de varierende ledere
– Så forvirrende at flere og flere guerillaer forlader kampen. Sammen
med Congoleserne bliver en beslutning taget om at cubanerne skal trække
sig tilbage.
Missionen varede 7 måneder, hvor cubanere deltog i
mere end 50 aktioner.
1966
I juli rejser Che, i største hemmelighed, til
Havana, hvor han, sammen med Fidel, planlægger en ny mission til Bolivia.
Over Moskva, Prag og Wien rejser Che, via Brasilien
til Bolivia, hvor han ankommer 3. november.
1967
Che skriver:” Som jeg forventede er Monje´s (Under
sekretæren i det bolivianske kommunistparti) attitude undvigende og
senere forræderisk. Hans parti er allerede oprustet mod os . Jeg ved ikke
hvor det vil føre ham, men os vil det ikke sinke, og måske på langt
sigt vil det være en fordel for os, det er jeg næsten sikker på. De
mest ærlige og kamplystne folk vil være på vores side, selv om de må gå
gennem en ransagelse af deres samvittighed. Indtil nu har Guevara reageret
godt. Vi må se hvordan han og hans folk vil stille sig (…) Den aktuelle
fase i guerillaen vil begynde nu, vi vil teste vore tropper. Tiden må
vise hvem der er emner til den Bolivianske revolution. Af alle de ting der
var planlagt har rekrutteringen af bolivianske kammerater til kamp været
den trægeste.”
I marts ser analysen således ud:” Denne måned var
ingen række tilfældigheder, men det totale ser således ud: Fase med
udvikling og fastlæggelse af guerillaen, sløv udvikling med få
elementer fra Cuba – Og de optræder ikke dårligt – og elementer fra
Guevaras gruppe der var generelt svag (to dessatører, en åbenmundet, som
vi holdt som fange, tre der fik skrammer og to svæklinge). Nu
Hasta la victoria siempre!
"Jeg ved du kommer for at dræbe mig.
Skyd, kujon, du skal kun dræbe et menneske."
Che Guevara, 9. oktober 1967 |
